Select Page
Kapitel 2. Bare lyden af mine stiletter

Fra bogen:

Min uimodståelige mand – vi er alle mandschauvinister.

Skrevet af Mette Korsgaard

Gyldendal 2018

Når jeg kigger tilbage i mit liv, har jeg selv oplevet at blive sorteret fra på grund af mit køn. Eller har jeg? Det er jo på ingen måder beviseligt. Måske klarede jeg mig dårligere til ansættelsessamtalen end min mandlige konkurrent. Var jeg for optimistisk og følte mig så sejrssikker, at jeg ikke fik gjort nok for at overbevise de tre mænd til samtalen om, at jeg rent faktisk kunne håndtere jobbet? På papiret var jeg sort på hvidt langt bedre kvalificeret end ham, der fik jobbet.

Således kan det være vanskeligt at række fingeren op og påstå, at havde jeg ikke været en kvinde på små 158 centimeter, så var det mig, der havde fået jobbet. Den historie er ikke med til at bidrage til forståelsen af, at kvinder ikke har opnået reel ligestilling i Danmark. Og er der noget mere ynkeligt end at smide sit køn på banen som argument for, at man ikke mestrede at få det oplagte job?

Det er her, forskningen kommer ind i billedet. Selv om forskning til evig tid kan diskuteres, er det uomtvisteligt den mest overbevisende form for dokumentation for en påstand.

Adskillige dobbeltblind forskningsstudier viser, at:

* Kvinder skal gøre sig mere umage end mænd for at få det samme job eller få en god karakter til eksamen, indenfor fag som vi traditionelt forbinder med det maskuline .

* Hvis kvinden får jobbet, bliver hun tilbudt mindre i løn, end hvis det var en mand, og hun vil blive tilbudt mindre oplæring end ham.

* Der er til gengæld ikke nogen forskel på, om det er en mand eller en kvinde, der ansætter.

Man kunne håbe, at det var en and, men desværre er historien sand. Lyden af stiletter vil få mangen en uimodståelig mand til at stå på pinde og forvente noget mindst ligeså uimodståeligt fra det modsatte køn. Men desværre omfavner denne positive pirren ikke uddannelsessteder og erhvervsliv. Tværtimod.

Sådan findes de bedste musikere

Rent videnskabeligt vil bare lyden af mine fodtrin reducere mine chancer for succes i det professionelle liv med op til over 25 procent. Altså, jeg kan eksempelvis have øvet mig hele livet på at spille cello, bas, violin eller blokfløjte og sammen med mit eventuelle talent have nået et så højt niveau, at jeg ansøger om at komme til optagelsesprøve hos et symfoniorkester. Hvis en mand er på samme niveau som mig, vil hans chancer for at blive optaget i et symfoniorkester være dobbelt så store som mine.

Det ved alle indenfor den branche. De har vidst det siden 70erne, da demokratiseringsbølgen skyllede ind over verden, og musikere og dirigenter begyndte at undre sig over, at mindre end fem procent af musikerne i orkestrene var kvinder. Derfor foregår optagelsesprøver til symfoniorkestre flere steder i verden i dag på den måde, at ansøgerne ikke kan ses af dommerne. Musikerne spiller skjult bag en væg eller et tæppe.

Ja, de bliver sågar bedt om at tage skoene af, inden de entrerer. For bare lyden af deres fodtøj kan ubevidst påvirke dommernes vurdering af musikerens evne. Bare lyden af mine stiletter, kan forringe mine chancer.

Lektor i pædagogisk filosofi, Kirsten Hyldgaard, er blandt dem, der har hjulpet mig med research og viden til denne bog: ”Eksemplet med symfoniorkestrene har fået status af skoleeksempel, fordi det er vanskeligt at svare på, hvorfor der skulle gælde særlige forhold for bedømmelse af præstationer på en violin eller en tværføjte.”

Rent videnskabeligt studerede forskerne optagelsesprøverne til en række symfoniorkestre. Før 1970 var der færre end fem procent kvinder i orkestrene. Der kom masser af kvinder til de obligatoriske optagelsesprøver, men kvinderne måtte som oftest forlade prøverne med uforettet sag. De blev bedømt som ikke værende dygtige nok.

Dengang bestod symfoniorkestrene af hvide mænd. Stort set. Dirigenterne var urørlige eneherskere. Men med demokratiseringen af samfundet og i de offentlige institutioner i al almindelighed i 70erne, mistede dirigenterne noget af deres eneherskerstatus. Det blev i flere af orkestrene besluttet, at ansøgere skulle spille bag en væg – altså en anonymiseret optagelsesprøve. Den består af en indledende prøve, en semifinale og en finale. Det viste sig, at hvis kvinder i den indledende prøve blev testet bag en væg, og de blev bedt om at tage skoene af, så forøgede det kvindernes chance for at komme videre til semifinalen med 50 procent. Selve blindtesten kan forklare mellem 25 og 46 procent af stigningen i antallet af kvindelige medlemmer af symfoniorkestre siden 1970. (Goldin&Rouse, 1997) Pludselig forandrede billedet sig. Ti år efter bestod symfoniorkestrene i gennemsnit af 30 procent kvindelige musikere, hvilket svarer til det forholdsmæssige antal ansøgere.

Ud over at kvinder i højere grad fik mulighed for at spille med på højt niveau, så var der den uomtvistelige sidegevinst, at der nu også kom en forholdsvis større repræsentation af afroamerikanere og andre etniciteter end hvide.

Det er selvfølgelig en sejr for de enkelte musikere, men i sandhed også for kvaliteten. For tidligere har der jo siddet mænd i orkestrene, som ikke var kvalificerede så godt som deres kvindelige, afroamerikanske, mexikanske etc. kolleger udenfor orkestret. Med indførelse af en anonym optagelsesprøve kom de allerbedste musikere ind i orkestret.

Kan 120 professorer tage fejl?

Et nyere studie viser ligeledes, at kender vi ikke kønnet på ansøgeren, øges kvindernes chancer for at få en plads i naturvidenskabens verden. Studiet foregik i 2012 og var foranlediget af, at ledelserne på universiteterne Princeton og Yale undrede sig over, hvor de dygtige kvinder blev af, når det gjaldt den videre karriere. De havde en formodning om, at kvinderne måske var mere forsigtige end mændene, at kvinderne ikke promoverede sig selv nok, og de ikke var overbevisende nok i deres formuleringer, når de skulle søge karrierefremmende jobs.( Handelsman, Moss-Racusin 2012)

En af de store karrierefremmere indenfor de akademiske studiemiljøer er at få en stilling som assistent hos en forsker under sit studieforløb. Her får den studerende ikke bare løn, som kan bidrage til, at han eller hun kan koncentrere sig om sit fag. Samtidig får den studerende indblik i forskerens arbejde og viden, faglig vejledning og ikke mindst netværk, hvilket har uvurderlig betydning, når vedkommende som færdiguddannede søger en relevant stilling som forsker, ph.d. etc.

Forskergruppen, der blev nedsat for at undersøge sagen med henblik på at kunne udtrykke sig videnskabeligt i forhold til de formodninger, man havde, besluttede at skrive en ansøgning til en fiktiv stilling som forskerassistent indenfor naturvidenskab.

Herefter bad de 127 forskere indenfor det naturvidenskabelige felt om at tage stilling til ansøgningen på flere parametre. De 127 forskere var af begge køn og fra universiteter i hele USA.

De skulle vurdere:

* om de ville ansætte vedkommende,

* hvor meget assistenten skulle have i løn,

* hvor meget vejledning, de kunne afsætte til vedkommende

* om de kunne lide ansøgeren.

De 127 forskere var klar over, at de var med i et studie. De var bare ikke klar over, hvad studiet gik ud på. Herefter delte man forskerne op i to grupper. Den ene gruppe på 63 forskere fik ansøgningen med et mandenavn. Den anden gruppe på 64 forskere fik ansøgningen med et kvindenavn. De 127 forskere kendte ikke hinanden og var ikke klar over, om der var flere, der skulle læse ansøgningen. De var heller ikke klar over, at ansøgningen var fiktiv.

Efter nogle uger modtog forskergruppen vurderingerne på deres ansøgning fra de 127 forskere. Det viste sig, at mænd havde omkring 50 procents større chance for at blive ansat, end kvinder. Det viste sig også, at mændene fik tilbudt en væsentlig højere løn. Og det afslørede endvidere, at forskerne ønskede at bruge væsentlig længere tid på vejledning til manden end kvinden.

Det sidste spørgsmål var dog i kvindens favør. Forskerne skulle vurdere, om ansøgeren var sympatisk – om de kunne lide ansøgeren. Og de kunne bedst lide kvinden Det havde desværre ikke afgørende indflydelse på deres interesse i at ansætte vedkommende, belønne hende bedre eller give mere vejledning. De gav til gengæld gode råd til pigen om, hvordan hun kunne forbedre sin ansøgning.

”Grunden til, at denne undersøgelse er så væsentlig, er, at den på linje med studierne af optagelsesprøverne til symfoniorkestrene dokumenterer, at vi ubevidst gør forskel på køn. Alle andre variabler er elimineret.”, fastslår Kirsten Hyldgaard.

Man kan oven i købet tilføje, at kvinder diskriminerer lige så meget, som mænd. Der var ingen forskel i vurderinger fra henholdsvis mandlige og kvindelige biologer. Ubevidst dømmer kvinder og mænd kvinder lige hårdt.

Det er umådelig vanskeligt at dokumentere vores adfærd overfor køn. Men studierne med biologerne og symfoniorkestret kan ingen komme udenom.

Også unge er blændet af køn

Endnu et forsøg, der er med til at fortælle, at det er flere barrierer for kvinder end for mænd på adskillige parametre, er foretaget på biologi-studiet på Syddansk Universitet. Grunden til at forsøget overhovedet kom i stand, begyndte hos Dansk Grundforskningsfond, der i 2013 fik ny formand, Liselotte Højgaard. Hun er professor på Københavns Universitet og Danmarks Tekniske Universitet samt chef på Rigshospitalets klinik for klinisk fysiologi. Kønsfordelingen blandt centerlederne sprang den nye formand i øjnene, mindre end 20 procent af centerlederne er nemlig kvinder. ”Det er et lavt tal, men tænker man på, at andelen af kvindelige professorer er 16 procent, er det måske ikke overraskende,” siger hun.

Liselotte Højgaard besluttede, at hun ville prøve at gøre op med en automatforestilling om, at der ikke er plads til kvinder i de øverste ledelseslag i den akademiske verden. Hvordan sikrer vi, at vi udnytter hele talentmassen? Det var Liselotte Højgaards første spørgsmål på sin formandspost, og hun gjorde klart for de danske forskningsmiljøer, at kommende bevillinger skulle fordeles hensigtsmæssigt i forhold fagområder og talenter – ikke på baggrund af køn.

På Syddansk Universitet kiggede biologerne på hinanden. Hvordan kunne de sikre sig de bedste forskere rent fagligt og talentmæssigt – og at køn ikke forstyrrede billedet. Alle kiggede på den eneste kvinde i forskergruppen, ph.d. og postdoc Emma Hammarlund. ”Jeg forsker i ilt og har aldrig taget stilling til hverken ligestilling, køn eller ubevidste forventninger til køn,” fortæller Emma Hammarlund, der tog opgaven på sig.

Hun tog, som jeg selv havde gjort det, testen om de ubevidste forventninger til køn og fagområderne teknik og humaniora. Som jeg, landede hun i den mørke ende. ”Det viste sig, at jeg er stereotyp i min ubevidste opfattelse af, hvad mænd og kvinder kan. Kvinder kan humaniora, og mænd kan teknik. Jeg var rystet over resultatet. Jeg arbejder jo selv indenfor naturvidenskab, så det er helt paradoksalt, at jeg som kvinde i et mandefag selv er så fastlåst,” siger Emma Hammarlund.

Nu følte hun sig nødsaget til at gøre sine studerende opmærksomme på de ubevidste forventninger, de havde til køn. ”Men jeg kan jo ikke fortælle dem, at vi skal tale om ligestilling, intet kan være mere demotiverende. Alle får allergi af det. Så jeg besluttede at lade dem deltage i et forsøg, som jeg selv opfandt for at åbne deres øjne.”

Emma Hammerlund fandt en tekst indenfor biologi, og skrev bevidst 20 fejl ind i teksten. Hun delte sine studerende op, således at den ene halvdel af de studerende fik teksten påskrevet et pigenavn som forfatter, og den anden halvdel af de studerende fik teksten påskrevet et drengenavn som forfatter. Herefter delte de sig selv ind i mindre grupper på to-tre personer i hver.

Resultatet blev, at grupperne med teksten påført et pigenavn i gennemsnit fandt 12 fejl. Grupperne med teksten påført et drengenavn fandt i gennemsnit 6 fejl. ”De studerende var overraskede. Men at blive bevidst om, at de ubevidste forventninger til køn findes, er den eneste måde, vi kan ændre det på,” fastslår Emma Hammarlund.

Imaginær Howard slår Heidi

I en anden boldgade – nemlig erhvervslivet – er der også lavet undersøgelser, der dokumenterer, at mænd umiddelbart er mere uimodståelige end kvinder. Undersøgelsen, jeg her vil referere, begynder med en historie fra det virkelige liv. Den handler om Heidi Roizen, der er et af de mest anerkendte entreprenører i Silicon Valley i Californien. Hun har startet en række succesfulde virksomheder op, skaffer kapital og samarbejder og har ry som en fænomenal netværker, der sammen med bl.a. Steve Jobs, mens han levede, og med Bill Gates får skabt nye ting, fordi hun forstår at sætte ting sammen. Hendes virke er så ekstraordinært, at der er skrevet et casestudie om hende, så blandt andre de MBA-studerende på Harvard Business School kan lære af hende.

Historien bliver særlig interessant, da professor Frank Flynn på Harvard Business School beslutter sig for at opfinde en imaginær Howard. Han skriver en mandlig version af Heidi Roizen-studiet, altså skifter blot Heidi ud med Howard og ændrer stedordene, ”hun” til ”han” og ”hende” til ”ham”. Ellers ændrer han intet. Nu har han så en Heidi-version og en Howard-version, som han giver til sine MBA-studerende. De er virksomhedsledere, der er kommet ind på Harvard for at videreuddanne sig.

De studerende får en kandidat hver. Den ene halvdel får Howard, og den anden halvdel får Heidi, og professoren beder dem om at vurdere, hvor kompetent vedkommende er, hvor godt de kan lide vedkommende, hvor troværdig de mener, vedkommende er, om de vil ansætte vedkommende i deres egen virksomhed, om de vil invitere vedkommende ind i et projekt, osv.

De studerende vurderer Heidi og Howard som lige kvalificerede. Men de stoler ikke på Heidi, og de kan ikke lide hende. De mener, at hun er for aggressiv, for selvoptaget og for strategisk i sin måde at netværke på. Til gengæld er de vilde med Howard. De synes, han er kompetent, god til at netværke, god til at opbygge relationer. Han er troværdig, og de vil gerne arbejde sammen med ham.

”Det er en kæmpe øjenåbner for de studerende, da professoren afslører, at Howard ikke eksisterer, og begge casestudier er Heidi Roizen” fortæller Tinna C. Nielsen, antropolog og konsulent i diversitet for en række internationale organisationer og virksomheder. ”Eksperimentet viser, at kvinder for at komme frem bliver nødt til at spille efter reglerne i det maskuline domæne. Problemet er bare, at de bliver straffet for det. De bliver straffet for, at bryde normen for, hvordan de skal være kvinde. Kvinden i det domæne, hvor der er magt, bliver straffet for at spille efter mændenes regler, for de er jo ikke mænd. Det er en kæmpe ulighed, som man ikke kan se, når man er mand, men heller ikke kan se som kvinde.”

Sort på hvidt eller omvendt

”Vores ubevidste forventninger til køn er ligeså mudrede som til etnicitet,” forklarer Tinna C. Nielsen. Hvis vi eksempelvis sammenligner mandlige administrerende direktører, der har henholdsvis mørk og hvid hudfarve, falder det således ud, at en afroamerikansk administrerende direktør, der viser omsorgsfuldhed og interesse i sine medarbejdere, får ekstra bonuspoint, mens en hvid administrerende direktør, der udviser samme adfærd, vil blive straffet for det og kategoriseret som slap og for følelsesladet.

”Det handler om, at sorte mænd opfattes som mere maskuline end hvide mænd. Så vi føler os trygge, når en sort mand viser sin omsorg, hvorimod vi på ingen måder giver kredit for det, hvis en hvid mand gør det samme. Tværtimod,” siger Tinna C. Nielsen

Netop denne ubevidste opfattelse, vi har til andre etniciteter end vores egen, er blevet fremhævet af blandt andre Phillip Atiba Goff, professor i socialpsykologi. University of California. Han beskriver stigmatisering som en uønsket egenskab, der ofte får en form for overstatus, som overskygger alle personens andre egenskaber. Hvilket igen kan medføre en ofte ubevidst diskrimination, som kan reducere den pågældende persons livschancer. ”I sin mest skræmmende form udspiller det sig i USA, når statistikker igen og igen afslører, at politiet skyder langt flere afroamerikanere end hvide,” fortæller Tinna Nielsen. ”Goff påstår, at det ikke handler om racisme som sådan, men om en maskulinitetstrussel, fordi sorte mænd instinktivt af hvide mænd opfattes som mere aggressive end hvide mænd. Når en politibetjent møder en sort mand, så er det mere sandsynligt, at han føler sig truet på sit liv og på sin maskulinitet, end han gør fra en hvid mand, og så sidder hans finger løseren på pistolens tricker.”

Deadline for kvinder

Så ifølge Tinna Nielsen handler vi ubevidst på både køn og etnicitet. Jeg har et forsøg fra min egen verden eller rettere fra min mands verden. Han arbejder på en redaktion på Danmarks Radio, Deadline. Tv-programmet har kørt i over 20 år og er en fast del af sendefladen. Hver aften syv dage om ugen, 52 uger om året – lige bortset fra juleaften og nytårsaften.

Hver aften har en vært gæster i studiet, og der bliver behandlet to til tre emner. De fleste af gæsterne er mænd. Det var redaktionen ind imellem blevet kritiseret for, men forklarede, at kvinder ofte sagde nej tak til at komme i studiet. For at få et overblik over, hvor stor skævheden var, foretog de en optælling, der viste at kun en fjerdedel af gæsterne i studiet var kvinder.

Det talte vi om en gang i mellem hjemme i sofaen. Kvinder vil ikke rigtig stille op til debat og interviews. Vi er mere bange. Det var jeg enig med min mand i. Vi var begge journalister på Morgenavisen Jyllands Posten i 90erne, og det var også der vores fælles oplevelse, at kvinder er mere forsigtige med at sige noget og komme på banen med skarpe analyser, kontroversielle fakta og holdninger. Kvinder skal altid sikre sig mere, før vi tør stille os op eller frem, var vi enige om derhjemme i sofaen. Så jeg gav min mand ret i, at der delvist var en naturlig grund til, at kun 25 procent af de indbudte, der kom i studiet, var kvinder. For kvinder vil ikke.

Det er også en anerkendt præmis i min omgangskreds. Jeg har siddet sammen med masser af journalist-kvinder og blevet enige om, at vi som køn selv havde en stor del af ansvaret for, at vi i ringere grad bliver hørt. Kvinder er besværlige, sætter betingelser og er tilbageholdende.

Men heldigvis var der på Deadline-redaktionen nysgerrighed efter at finde ud af, hvorfor kvinderne var tilbageholdende, og mændene fremme i skoene. På redaktionen besluttede de at føre en statistik over, hvem journalisterne og researcherne på redaktionen egentlig inviterede ind studiet, hvem der sagde ja, og hvem der sagde nej.

Fire praktikanter blev sat på opgaven og skrev igennem et halvt år hver dag ned, hvem der blev ringet til, og hvorfor vedkommende sagde ja eller nej. Det viste sig efter et halvt års optælling, at journalisterne ringede til præcis 25 procent kvinder og 75 procent mænd. Det viste sig også, at der var forholdsvis ligeså mange mænd og kvinder, der sagde nej.

Det er interessant, at kvinders afvisninger står tydeligere end mændenes. Og det er interessant, at de ansatte på redaktionen troede, at de ringede til forholdsmæssigt langt flere kvinder end de 25 procent. Der må jo have været langt flere mænd end kvinder, der sagde nej. Men det gør åbenbart ikke så stort indtryk på kønskontoen, at mænd takker nej.

Det forhold kender jeg faktisk til fra vores privatliv. Når jeg skubber min mand ind foran og beder ham om at afslå en invitation på begges vegne, bliver det ikke taget så personligt, som når jeg gør det. Det er ligesom bare mere i orden, når min mand takker nej. Jeg oplever ofte, at jeg bliver stillet til regnskab for et afbud. Det bliver et tema i omgangskredsen. Vil hun ikke være venner med os? Når Niels skriver, det kan vi desværre ikke, så er det bare sådan, og når vi næste gang glade dukker op, så var det bare så ærgerligt, at vi ikke var med sidste gang.

Hvad ved du, Nicole?

Tilbage i erhvervslivet bliver denne historie, som er udgivet på Inc.com, et forretningsmagasin på nettet, fortalt i foråret 2017. Den handler om Marty Schneider og Nicole Pieri, der plejede at arbejde sammen i en CV-redigeringstjeneste, hvor de delte en indbakke. En dag får Marty en ubehagelig overraskelse, som han deler med sine følgere på Twitter: ”En dag sender jeg og en klient mails frem og tilbage om klientens CV. Han er bare umulig. Rå og afvisende, ignorerer mine spørgsmål. Fortæller mig, at mine metoder var industristandarder (det var de ikke), og jeg kunne ikke forstå de vilkår, han brugte (det kunne jeg sagtens). Jeg var ved at blive syg af hans sh**, da jeg bemærkede noget. Takket være vores delte indbakke, havde jeg ved en fejl underskrevet al kommunikation som ‘Nicole’.”

Ifølge Inc.com korrigerer Marty Schneider for fejlen på den måde, at han skriver til kunden: ”Hej, det er Martin, jeg overtager dette projekt for Nicole.” Forbedringen var der straks: Positiv modtagelse, takker mig for forslag, reagerer hurtigt og siger ‘gode spørgsmål!’ Blev modelklient. Bemærk: Min teknik og råd blev aldrig ændret. Den eneste forskel var, at jeg nu havde mandenavn.”

Marty Schneider og Nicole Pieri bliver enige om at gennemføre et eksperiment og bytter navne i to uger. Ifølge Marty Schneider ender han i helvede. Og han twitter videre: ”Alt, hvad jeg spurgte om eller foreslog, blev der sat spørgsmålstegn ved … det var nedslående. En spurgte, om jeg var single.” Nicole derimod havde den mest produktive uge i sin karriere.

Kvinder versus mænd i software

Og lige en sidste historie fra internettet, der ikke kun dokumenterer vores blinde vinkel overfor køn, men også demonstrerer, at kvinder skal hænge særligt i. For år tilbage opfandt man ’GitHub-platformen’, hvor brugere anvender og udvikler software i det store internetfællesskab. Platformen er ikke bare en ligegyldig platform af uendelig mange af sin slags, den er blevet kaldt softwareverdenens svar på biblioteket i Alexandria, der i antikken var det største bibliotek i verden og gjorde Alexandria til et førende lærdomscenter. GitHub-platformen har således millioner af brugere lige fra amatører til mastodonter som Google og Microsoft.

GitHub bygger på et såkaldt open source-system Git, der gør det muligt for flere mennesker at samarbejde om at skrive det samme stykke software. GitHub kan altså gøre det muligt at formidle og videreudvikle andre programmørers software. Her kan udviklere samarbejde om hinandens projekter, og hvert projekts skaber kan beslutte at acceptere eller afvise en andens bidrag.

Og nu er det så, kønnet kommer ind i billedet.(peerj.com Gender differences and bias in open source) Det er nemlig således, at brugerne overvejende accepterede kvindernes løsninger, indtil det gik op for brugerne m/k, at det var kvinder, der havde udviklet det. Forskerne fandt frem til, at 79 procent af kvindernes bidrag blev accepteret, hvilket var en smule højere accept end mændenes, der lå på 75 procent. Men det var altså kun, når det ikke var synligt, hvilket køn der stod bag bidraget. Forskerne fandt nemlig samtidig ud af, at når kønnet var kendt, fik kvinderne kun accepteret 62.5 procent af deres bidrag.

Forskerne har en teori om, hvorfor kvinders bidrag generelt blev betragtet bedre end mændenes i ’de kønsblinde bidrag’. De konkluderer, at kun de allerbedste kvinder overlever i mandsdominerede områder, og derfor er de kvinder, der klarer sig, rent faktisk bedre end gennemsnittet.

I skrivende stund begynder jeg at overveje, hvilken effekt det ville have haft, hvis jeg som mand havde skrevet denne bog. Bogen kunne have heddet: ”Jeg – en uimodståelige mand. Vi er alle mandschauvinister.” Ikke nogen dårlig ide, hvis jeg skulle sige det. Men nu var det så mig, der fik ideen. Og mængden af mænd, der slår i bordet og erklærer sig som fortalere for feminisme er vel stadig i mindretal. Tværtimod kan ordene ligestilling og feminisme få mange ellers besindige mennesker m/k op i det røde felt.