Formål:
Formålet med undervisningsmaterialet er at sætte fokus på

KØN OG LIGESTILLING.

Omdrejningspunktet er dokumentarfilmen ’Min uimodståelige mand’ fra 2019, der sætter fokus på vores blinde vinkler på køn. Filmen er unik og nytænkende i dens forsøg på at bygge bro over den til tider polariserede debat om ligestilling. Det er en personlig film med instruktøren som den undersøgende og spørgende, og samtidig kommer vi med ud i hjørnerne af både kunst, film- og tv-brancherne.

Materialets indhold og opbygning:

Dokumentarfilm ’Min uimodståelige mand’ er udgangspunktet for materialet. Så vi foreslår, at klassen indleder med at se filmen sammen. Man kan dog godt gå direkte til de forskellige temaer uden at have set filmen i sin helhed.

Der er desuden til hvert af temaerne tilknyttet et tema-uddybende kapitel fra bogen, Min uimodståelige mand – vi er alle mandschauvinister, der er skrevet af instruktøren Mette Korsgaard og udkom på Gyldendal i 2018.

1. Tema: Dokumentarfilmen – her ligger selve filmen samt forslag til opgaver indenfor dansk, mediefag og samfundsfag.
2. Tema: Den blinde vinkel på køn – her et tematiseret klip fra filmen, et tematiseret kapitel fra bogen plus flere forslag til opgaver
3. Tema: Den ubevidste opdragelse – her er tematiseret klip fra filmen, et tematiseret kapitel fra bogen, samt flere uddybende interviews fra filmens råmateriale plus, links til videoklip fra andre kilder og forslag til opgaver.
4. Tema: Kulturens kønsstereotyper – her er et tematiseret klip fra filmen, et tematiseret kapitel fra bogen plus et oplæg til opgave.

Materialet dækker overordnet følgende indenfor læreplan og vejledninger:

Samfundsfag A

Læreplanen:

Kernestof:

magt- og demokratiopfattelser samt rettigheder og pligter i et demokratisk samfund, herunder ligestilling mellem kønnene

Vejledningen:

Ligestilling mellem kønnene kan behandles deduktivt med afsæt i formålet i lov om ligestilling og derefter arbejde med eksempler på områder, hvor der er opnået ligestilling, og hvor ligestilling er fraværende og årsager hertil. Forskelle mellem formel og reel ligestilling kan indgå. Ligestilling kan knyttes til rettigheder og pligter, ved at undersøge om der er ligestilling mht. civile, politiske og sociale rettigheder og mht. pligter. En induktiv tilgang kan tage afsæt i elevernes egne erfaringer med ligestilling og manglen på samme i forskellige arena- er (familie, fritid, sociale medier, forening, skole, job) og efterfølgende diskutere årsager, konsekvenser og løsninger. Ligestilling kan behandles både økonomisk, sociologisk og politisk samt komparativt ift. andre lande. Teorier om køn og kønssocialisering kan anvendes til at diskutere årsager til mangel på ligestilling.

Samfundsfag B

Læreplanen:

Kernestof:

magtbegreber og demokratiopfattelser samt rettigheder og pligter i et demokratisk samfund, herunder ligestilling mellem kønnene

Vejledningen:

Ligestilling mellem kønnene kan behandles deduktivt med afsæt i formålet i lov om ligestil- ling og derefter arbejde med eksempler på områder, hvor der er opnået ligestilling, og hvor ligestilling er fraværende og årsager hertil. Forskelle mellem formel og reel ligestilling kan indgå. Ligestilling kan knyttes til rettigheder og pligter, ved at undersøge om der er ligestilling mht. civile, politiske og sociale rettigheder og mht. pligter. En induktiv tilgang kan tage afsæt i elevernes egne erfaringer med ligestilling og manglen på samme i forskellige arena- er (familie, fritid, sociale medier, forening, skole, job) og efterfølgende diskutere årsager, konsekvenser og løsninger. Ligestilling kan behandles både økonomisk, sociologisk og politisk samt komparativt ift. andre lande. Enkle teorier om køn og kønssocialisering kan an- vendes til at diskutere årsager til mangel på ligestilling.

Samfundsfag C

Læreplanen

Kernestof:

politiske deltagelsesmuligheder, rettigheder og pligter i et demokratisk samfund, herunder ligestilling mellem kønnene.

Vejledningen:

Ligestilling mellem kønnene kan behandles deduktivt med afsæt i formålet i lov om ligestilling og derefter arbejde med eksempler på områder, hvor der er opnået ligestilling, og hvor ligestilling er fraværende og årsager hertil. Forskelle mellem formel og reel ligestilling kan indgå. Ligestilling kan knyttes til rettigheder og pligter, ved at undersøge om der er ligestilling mht. civile, politiske og sociale rettigheder og mht. pligter. En induktiv tilgang kan tage afsæt i elevernes egne erfaringer med ligestilling og manglen på samme i forskellige arenaer (familie, fritid, sociale medier, forening, skole, job) og efterfølgende diskutere årsager, konsekvenser og løsninger. Ligestilling kan behandles både økonomisk, sociologisk og politisk.

DANSK Læreplan

Kernestof:
Mediemæssige perspektiver

Her undersøges med en medieanalytisk tilgang et genremæssigt varieret udvalg af teksttyper, herunder nyhedsformidling, dokumentartekster, visuelle udtryksformer og tekster fra sociale medier.

Her arbejdes metodisk med:

– kommunikationsanalyse
– medieanalyse og -fortolkning, herunder basale filmiske virkemidler
– analyse og vurdering af mediers funktion i sociale, kulturelle og historiske sammenhænge
– produktivt arbejde med medieudtryk i sociale sammenhænge, herunder kendskab til remediering.

Vejledning:
(Her optræder dokumentar mange gange og i forskellige sammenhænge. Arbejdet med dokumentargenren præciseres måske mest klart i nedenfor.)

2.2.11 Dokumentargenren
I arbejdet med dokumentargenren skal eleverne opnå kendskab til dokumentaren som en ikke-fiktiv genre. Eleverne kan undersøge radiodokumentar eller den dokumentariske skrevne tekst som eksempler på genrens mange udtryk og variationen i brugen af autenticitetsmarkører. Alle skal ifølge læreplanen fordybe sig i dokumentarfilmen som værk. Her skelnes ikke mellem tv-dokumentar og dokumentarfilm. I undersøgelsen af dokumentar- filmens virkemidler er fokus på samspillet mellem ord, tekst, lyd og billede, forløbs- og for- tælleforhold og brug af andre virkemidler, fx citat og kildebrug som autenticitetsmarkører. Det er analyse og fortolkning af sammenhæng mellem form, indhold og funktion, der er udgangspunktet for arbejdet med dokumentaren som værk. Som en del af arbejdet med dokumentargenren kan ligeledes indgå analyse og vurdering af de sociale, kulturelle og historiske sammenhænge, genren indgår i fx modtagelsen af det valgte værk gennem analyse af anmeldelser, debatindlæg eller kommentarer fra fx politikere eller andre.

MEDIEFAG

Fra læreplanerne C og B:

Faglige mål
Eleverne skal kunne følgende:

• foretage en mediefaglig perspektivering af film, tv og nyere medier ud fra valgte kontekster
• behandle problemstillinger i samspil med andre fag

Fra vejledningerne:

Eleverne skal kunne foretage en mediefaglig perspektivering af film, tv og nyere medier ud fra valgte kontekster.
Dette indebærer, at eleverne bliver i stand til at se film-, tv- og nyere medieproduktioner i en større sammenhæng af fx tematisk, genremæssig, historisk eller auteur-, platforms- og/eller mediemæssig karakter. (…) Her vil eleverne stifte bekendtskab med forskellige kontekster, som film, tv og nyere medier kan perspektiveres til. Med formuleringen ”valgte kontekster” menes, at eleven er i stand til at perspektivere til ønskede mediefaglige kontekster, der har været arbejdet med i undervisningen.

Eleverne skal kunne behandle problemstillinger i samspil med andre fag.
Mediefag kan indgå i en lang række samspil med andre gymnasiale fag og kan i den sammenhæng bruges både teoretisk-analytisk, praktisk, innovativt og formidlende. Det betyder, at nogle af de film, tv og/eller nyere medieproduktioner, der er arbejdet med i undervisningen, kan relateres til en bredere, tværfaglig sammenhæng. Det indebærer, at man for at finde forklaringer (samt evt. stille nye spørgsmål), og for at udvide synsfeltet og forståelsen af de enkelte produktioner må vende blikket mod andre vidensområder og tendenser i omverden.

Dokumentarfilm varighed 59 min.

Faglig relevans/kompetenceområder:
Dokumentaren undersøger, hvilke mekanismer, der medvirker til, at der ikke er ligestilling mellem kønnene. Den ser også på, hvordan vi agerer meget kønsspecifikt, og hvordan vi agerer forskelligt i kommunikationen med de to køn. Instruktøren har valgt at se på områder som film og tv, kunst, børneopdragelse og kommunikation.

Dansk og mediefag – overordnet værktøj:
Dokumentaren giver mulighed for at arbejde med alle grebene fra dokumentarfilmanalysens værktøjskasse. Afslutningsvis kan eleverne lade deres egne metarefleksioner om filmproduktion/kunstproduktion indgå i en perspektivering.

Et medieanalyseforløb kan endelig udmønte sig i en skriftlig opgave i genren. En reflekterende artikel, hvor begreber som køn, ligestilling, feminisme og mandschauvinisme kunne indgå.

Dokumentaren kan også fungere som supplement til flere litterære forløb. Fx et forløb med fokus på kvinder og kunst, et forløb om feminisme og feministisk litteratur etc.

Konkrete forløb:
Se dokumentarfilmen Min uimodståelige mand. Tag noter, mens I ser filmen:

(I kan evt. læse om analyse af (dokumentar)film i det omfattende filmleksikon, som findes på Filmcentralens hjemmeside. Adgang til leksikonet kræver Uni Log-in. )

Filmiske virkemidler
De filmiske virkemidler er filmens æstetik. Det er måden, billederne og lyden bruges – filmens udtryk. De er således med til at fortælle historien og skabe stemning og spænding i en film.

Hvad sker der?
Hvordan bliver der klippet?
Hvilket lys?
Hvilken underlægningsmusik?
Hvilken lyd?
Hvilke kameravinkler og beskæringer?
Hvilken billedstil?
Hvad betyder grafikkens udtryk og fakta for fortællingen?

Filmens dramaturgi
Dramaturgi er læren om at fortælle historier: Hvordan skruer man en god historie sammen? Blandt de vigtigste elementer i dramaturgi er filmens forløb, filmens fremdrift, karakterer og konflikter.

Hvem er hovedperson(erne)?
Redegør for fortællerens rolle og betydning.
Hvordan interviewer fortælleren de medvirkende eksperter, erfaringspersoner, familiemedlemmer?
Hvilken form har filmen? Hvorfor?
Hvilke storylines er der i filmen.

Berettermodellen
Mange film har næsten samme forløb, når det gælder opbygning af fortælling og spænding. Berettermodellen viser dette forløb. Berettermodellen kaldes også Hollywood-modellen.

Brug berettermodellen til at analysere forløbet (dramaturgien) i Min uimodståelige mand.
Interviewøvelse
I filmen benytter instruktøren interviews og samtale til at sætte fokus på sit tema.
Forsøg at interviewe hinanden.
Husk et spørgsmål af gangen
Og spørgsmål skal være konkrete.
Et overordnet konkret spørgsmål kan være: Har du været udsat for diskrimination på grund af dit køn?
Husk at benyt åbne spørgsmål: Hvem, hvad, hvordan, hvorfor…
Følg op på spørgsmålet: Ingen med åbne spørgsmål, hvad skete der så, eller hvorfor….
Pas på med at kommentere. Lad din interviewperson tale.
Lyt efter værdiladede ord, eksempelvis:’ jeg synes at hun er klam’, ’han er for dum’ ell. lign. Tag ordene op og spørg igen åbent: hvorfor synes du det? Eller Hvad bygger du det på? Ell. lign.
Pauser: Vær ikke bange for pauser. Der må gerne være tid til at tænke sig om.
Undgå alt for åbne spørgsmål: Hvordan er det at være en dreng?

Producer en dokumentarisk kortfilm
I skal i grupper lave en kortfilm, hvor I skildrer en af jeres klassekammerater og hans eller hendes forhold til køn. Eller I kan filme et eller flere familiemedlemmer og interviewe dem om deres syn på ligestilling og køn. I skal overveje alt fra filmiske virkemidler og dramaturgi til locations og rekvisitter. Og samtidig være bevidste om kameraets effekt på den svære samtale.

Som yderligere inspiration til produktionerne kan bruges supplerende litteratur, de tre kapitler fra bogen: Min uimodståelige mand – vi er alle mandschauvinister, der ligger under hvert tema på undervisningssiden.Jeres egen filmproduktion skal vises for resten af klassen, og I skal efterfølgende fortælle om de overvejelser, I har gjort jer om filmen.

Yderligere forslag til dansk
Analyserende artikel
Opgaveformulering
SE FILM OM LIGESTILLING
Skriv en analyserende artikel, hvor du undersøger film, der ønsker at belyse og diskutere ligestilling mellem kønnene. I din artikel skal du analysere og fortolke et uddrag af dokumentarfilmen Min uimodståelige mand.

I din undersøgelse skal du anvende relevante tekstnedslag og særligt fokusere på:
– at analysere og fortolke de virkemidler og genretræk, filmen anvender for at belyse ligestillingen
– at vurdere, hvordan filmen forsøger at skabe en debat om ligestilling mellem kønnene
– at formidle din forståelse af filmen klart for din læser med en fokuseret indledning og en nuanceret afslutning.

Debatterende artikel
Opgaveformulering

LIGESTILLING MELLEM KØNNENE
Skriv en debatterende artikel, hvor du med udgangspunkt i dokumentarfilmen Min uimodståelige mand diskutere vilkår og udfordringer for ligestilling mellem kønnene i dag og forsøger at overbevise din læser om dine synspunkter.

I din artikel skal du inddrage filmen Min uimodståelige mand.
I din undersøgelse skal du særligt fokusere på:

At diskutere, i hvilket omfang ligestilling mellem kønnene fortsat er et problem, hvordan og hvorfor

At underbygge din egen argumentation med konkrete eksempler bl.a. ved at inddrage filmen samt tekstuddrag fra bogen Min uimodståelige mand – v er alle mandschauvinister..

At præsentere emnet gennem en fokuseret indledning og diskussion og forsøge at overbevise din læser gennem en stærk og velgennemtænkt argumentation med en afslutning, der markerer dit synspunkt.

Reflekterende artikel
Opgaveformulering

LIGESTILLING MELLEM KØNNENE
Skriv en reflekterende artikel, hvor du undersøger film, der ønsker at belyse og diskutere ligestilling mellem kønnene.

I din artikel skal du inddrage filmen Min uimodståelige mand
I din undersøgelse skal du særligt fokusere på:

At reflektere over film og litteratur, der tematiserer ligestilling mellem kønnene. Inddrag et eller flere synspunkter fra filmen. Du kan fx komme ind på begreber som køn, ligestilling, feminisme, mandschauvinisme og opdragelse.

At inddrage andre film, du har set, som også tematiserer ligestilling mellem kønnene.

At skrive dialogisk og reflekterende med en personlig stemme, der forholder sig til både emnet og til din egen tanke- og skriveproces.

Argumentationsanalyse:
Med udgangspunkt i Stephen Toulmins analysemodel.

Påstand: Det, afsenderen ønsker at modtageren skal overbevises om
Belæg: Argumenter for påstanden. Det kan være data
Hjemmel: Den grundopfattelse, som binder påstand og argumentet sammen
Rygdækning: Understøttelse af hjemmelen
Styrkemarkør: Ord, der viser, hvor stærkt afsenderen mener sin påstand
Gendrivelse: At tage forbehold for modargumenter.

Hvordan argumenterer instruktøren for, at vi har blinde vinkler på køn?
Prøv omvendt at bruge modellen enten skriftligt eller mundtligt, at ligestilling ikke er noget problem?
Eller argumentere for at kvinder er klogere end mænd
Eller at mænd er bedre en kvinder til at passe børn.
Eller…..?

Samfundsfag:
Min uimodståelige mand vil være en relevant introduktion til forløb, hvor der skal arbejdes med identitetsdannelse og socialisering, idet den peger på, at allerede i de første leveår bliver barnet præget i en næsten entydig kønsbestemt retning, der følges op i den videre opvækst og får indflydelse på eksempelvis studievalg og erhverv.

Forståelsen bygger til en vis grad på ”dagligdags” iagttagelser, viden om ’gender bias’ sammen med faktiske tal og statistikker.

Dokumentaren viser en række eksempler på steder og situationer, hvor ligestilling mellem kønnene ikke eksisterer eller kun eksisterer i begrænset omfang. Det er eksempler, der ikke så ofte omtales i ligestillingsdebatten, men som ikke desto mindre er signifikante for problematikken. Bl.a. undersøges udvælgelsen af personer til deltagelse i nyhedsmagasinet Deadline, og instruktøren undersøger, hvordan vi kommunikerer om henholdsvis mænd og kvinder.

Vi får desuden demonstreret, at ligestilling ikke blot er et politisk spørgsmål om at bestemme en ligelig kønsfordeling, men i høj grad er et problem, der knytter sig til adfærd og kommunikation.

Dokumentarfilmen kan kombineres med udvalgte kapitler fra lærebogen:

Køn og ligestilling af Anna Storr-Hansen og Kia Ditlevsen, Columbus 2017.

Samt de tre kapitler fra ’Min uimodståelige mand’, Gyldendal 2018.

Eleverne skal undersøge:

Hvilken rolle spiller køn i socialiseringen
Hvordan forskellighed i køn kommer til udtryk i uddannelse og på arbejdsmarked.
Hvilke teorier, der forklarer forskelle i køn
Diskutere i hvor høj grad politikere og lovgivninger kan understøtte ligestilling.
Diskutere hvad der kan gøres for at fremme ligestilling.

Diskuter følgende spørgsmål:
Er kvoter en løsning for at fremme ligestilling?
Skal barselsperioden fordeles mere lige imellem mænd og kvinder?

OGSÅ KVINDER KAN VÆRE MANDSCHAUVINISTER

Forslag til forløb:

Læs: Kapitel 8. Master of Spinjitzu og den fine prinsesse (Et uddrag fra: ’Min uimodståelige mand – vi er alle mandschauvinister’)

SE film2:
Instruktøren bliver overrasket, da hendes yngste datter beslutter sig for at blive ingeniør. Hun begynder at undersøge sine egne blinde vinkler på køn.

Dybdegående interviews taget fra filmens råmateriale:
Hvert interviewtema kan være et oplæg til debat:

Kultur, kategorier og forventninger
Diskuter, hvad I har tilfælles på tværs af køn.

Køn og privilegier
Diskuter om I har privilegier i forhold til, hvilket køn I er.

Forventninger skaber ulige vilkår
Diskuter og kom med eksempler på at præstere dårligere eller bedre alt efter hvad der bliver forventet. Drenge passe børn – piger spille computer. Drenge bruge makeup – piger spille fodbold etc.

(Interviews post doc, psykolog og filosof, Lea Skewes)

Interview professor Cordelia Fine, Melbourne University
Gør op med myten om at kvinder er fra Venus og mænd er fra Mars.
Og forklarer hvorfor kønshormoner ikke har afgørende indflydelse på vores personlighed

Diskuter om piger og drenge, mænd og kvinder er mere eller mindre konkurrencemindede.
Diskuter ligheder.
Og diskuter hvilke konsekvenser det har for os at blive sat i en ’kønskasse’.
Dette kan også være et oplæg til at tale om ikke at tilhøre en bestemt køn, og hvilke konsekvenser det har.
Inspiration til supplerende litteratur kan findes på

Litteratursiden.dk
Under feministisk litteratur

Kapitel 8. Master of Spinjitzu og den fine prinsesse 

Uddrag fra: ’Min uimodståelige mand – vi er alle mandschauvinister’

Skrevet af Mette Korsgaard

Gyldendal 2018

Tag et hurtigt kig ind på et hvilket som helst børneværelse. Et nanosekunds observation, og vi ved, om det er en dreng eller en pige, der er i gang med at vokse op og udvikle sig i rummet. Vi opdrager børn i kønskasser. Ikke som aldrig før, for vi har jo haft de såkaldte gode gamle dage i forrige århundrede, men som vi ikke forestiller os, at vi gør det i dag.

Selvom mine tre børn er flyttet hjemmefra, og ingen børneværelser har overlevet de tre fraflytninger, behøver jeg ikke at gå udenfor min egen dør for at konstatere fakta. Bare et kig i reolen, hvor jeg har gemt de bedste af mine børns bøger til mine børnebørn og desuden købt nogle få nye, afslører det overordnet set, at en dreng er nysgerrig, rask og handlekraftig, mens en pige som regel er en sød biperson i en drengs liv.

Jeg har selvfølgelig gemt de bedste børnebøger, altså de bøger, hvor vi som forældre har haft de største og bedste fælles oplevelser sammen med vores børn. Nu er jeg mor til to piger og en dreng. Ikke desto mindre er de sjove, interessante og nysgerrige hovedpersoner i de bøger, som jeg har gemt, skrevet med drenge i hovedrollerne. Det er først efter, at jeg gået i gang med denne her bog, jeg har kigget på bogskatten med dette nye syn på køn.

Ole Lund Kirkegaards i øvrigt helt fantastiske børnebøger er der en hel stak af: Frække Friderik, Albert, Per og Bette Mads, Frode – og alle de andre rødder, Orla Frøsnapper, Otto er et næsehorn, Gummi Tarzan. Men også andre børnebogsforfattere har jeg suppleret med i den gode sags tjeneste – til at hygge mig med mine børn omkring gode fælles historier. Vitello vil have en far af Kim Fupz Aakeson og Niels Bo Bojesen; Rasmus af Jørgen Clevin; Peter Plys af A.A. Milnes; Lille Kritters godnathistorie; De tre Bukke Bruse. Ja, kære læser, hovedpersonerne er drenge.

Tja, Otto er jo et næsehorn, men også i den bog er hovedpersonen en sjov og nysgerrig dreng. Så er der heldigvis Pippi Langstrømpe. Men hvorfor mon jeg hovedsageligt har valgt bøger med drenge som hovedpersoner, når jeg nu har to døtre og en søn, og mine to børnebørn er en pige og en dreng? Det spørgsmål kan selv et barn svare på. Det viser et projekt om køn, ligestilling og børnebøger foretaget af studerende ved University College Sjælland, UCS. De studerende har nemlig fået den gode ide at spørge børnene selv. Og børnene svarer, at bøger med drenge som hovedkarakter er sjovere og mere spændende end bøger med en pige som hovedkarakter. Det er drenge og piger enige om. Og det er jeg så åbenbart også enig i.

Lea Skewes, kønsforsker, ph.d., fortæller, at det ikke kun er i min børnebogssamling eller i udbuddet fra UCS, at piger er overvejende tilbagetrukne. Flere studier i børnelitteratur illustrerer, at pigerollerne nedprioriteres og særligt, når det handler om dem, der har noget at skulle have sagt. Når handling og plot skal styres, er det en dreng, der får rollen.

Det samme viser sig i tv-programmer målrettet børn. Her er det ifølge Lea Skewes kun 32 procent af hovedpersonerne i børneprogrammerne, der er hunkøn. Hvilket er med til at signalere, at plot og handling ikke er på kvindernes præmisser. Tværtimod får vi fortalt vores børn, at fremdrift sker ved hjælp af hankønsvæsner. Det er det, drenge kan.

For eksempel viser studier i børne-tv også, at hvis der er kvindelige karakter med i programmet eller i filmen, så vises kvinden sjældent alene, men i et fællesskab. Hvorimod de mandlige karakterer godt kan være alene. De kan skabe nok fremdrift i sig selv, det kan en kvinde altså ikke, fortæller Lea Skewes. Og det er, hvad jeg ubevidst har lært mine børn og nu børnebørn.

Jeg har oven i købet suppleret med tonsvis af tegnefilm til at understrege min ubevidste pointe.

Prinsesser scorer i søvne

Disneys tidlige prinsessefilm er tegnet med smukke piger eller kvinder, der er bløde og søde – og i den grad villige til at udholde modgang og ydmyghed med højt humør. I dag er der dog ved at komme mere styrke over Disneys piger. ’Vaiana’ fra 2017 er en handlekraftig heltinde, der hellere vil udforske verden, end hun vil følge forældrenes regler. Men forskning har fundet en overraskende tendens: Selv når piger eller kvinder har hovedrollen, taler de mindre end hankønsvæsnerne eller de ukønnede væsner. De taler oven i købet langt mindre, end de gjorde i film fra 1930’erne og 50’erne.

Dengang havde kvinderne flere ord, men var dog ikke handlekraftige. Eksempelvis er den lille Snehvide jo ikke meget bevendt til andet end at gøre rent for dværgene og danse. Og hun scorer prinsen ved bare at ligge på ryggen og sove sin skønhedssøvn.

Ifølge Washington Post har Carmen Fought and Karen Eisenhauer, der begge er professorer i lingvistik i USA, analyseret samtlige dialoger i Disneys 12 animerede prinsessefilm fra 1937 til 2013. Mens de kvindelige figurer har 50 til 70 procent af den samlede taletid i ’Askepot’, ’Tornerose’ (hov! Hun sov også indtil der kom en modig prins og kyssede hende) og Snehvide og de syv dværge, får kvinderne i efterfølgende film meget mindre taletid. Kvindelige figurer får kun 30 procent af taletiden i ’Den lille havfrue’. Det kan der være en naturlig forklaring på, fordi det jo er en del af plottet, at havfruen taber stemmen. Men også i ’Mulan’ får heltinden under en fjerdedel af taletiden. Mulan er til gengæld en handlekraftig ung kvinde, der udgiver for sig for at være mand, for at kunne gå ind i hæren og bringe ære til sin familie. Alligevel har hun særdeles begrænset taletid. I ’Aladdin’ har prinsesse Jasmin heller ikke meget at skulle have sagt, men det skal så retfærdigvis siges, at hovedpersonen er Aladdin.

I ’Frozen’, der har hele to store kvindetegninger, prinsesserne Elsa og Anna, har de langt under halvdelen af taletiden. Til gengæld har de store øjne med lange vipper, og ser både uskyldige og smukke ud. Lige i øjeblikket er mit fireårige barnebarn, Emma, i gang med at få sit hår til at gro hurtigt ud, så hun kan komme til at se ud som Elsa, der har hår fra hovedet ned til numsen. Jeg kan få hende til at spise det sundeste mad, hvis jeg forsikrer hende om, at håret gror hurtigere ud på den måde. Emma elsker Elsa. Hun elsker hende så meget, at hendes favorit t-shirt bærer et billede af Elsa. ”Hvorfor kan du godt lide Elsa, Emma?” spørger jeg.

”Hun er smuk,” svarer Emma.

”Har hun superkræfter?,” spørger jeg.

”Nej, mormor,” sukker Emma overbærende. ”Elsa kan ingenting.”

Elsa kan faktisk på magisk vis fryse ting til is, men det er skønheden, Emma er faldet for. Og for nylig var hun i gang med at arrangere en stor fest for Elsa og Snehvide. Hun ringede rundt på sin lyserøde mobiltelefon for at få så mange som muligt til at komme. Anna kunne ikke komme, men Emma lovede at sende en taxa. Så jeg er ikke bekymret for Emma. Hun er i hvert fald som fireårig virkelig handlekraftig, og skal nok klare sig ligesom alle de andre små prinsesser henne i børnehaven.

Men jeg synes ikke, det er rigtigt, at verden skal bestå af prinsesser af få ord. Mens hendes lille storebror, Simon, i legetøjsbutikker kan vælge imellem at være Ninjago – Master of Spinjitzu, Batman, Superman eller Spiderman. Alle sammen mænd, der kan overvinde onde kræfter og få styr på verdens orden … og masser af taletid.

Som antropolog Tinna C Nielsen siger: ”Disneys tegnefilm er inde i alle børns liv. Når man kigger på figurernes ansigter, er pigernes ansigt tegnet efter den samme facon med meget store øjne, fyldige øjenvipper, høje kindben og en bestemt fin mund. De er alle sammen smukke også selvom de er pige-dyr. Men mandefigurerne kan sagtens være grimme, og de har mange forskellige former og udtryk. Så kvinder i Disneys film er smukke, rene og gode, mens mændene må leve deres intentioner ud. Det stereotype billede af kvinden er, at hun skal være smuk, tage sig af flokken, og hun skal sørge for, at de gode har det godt.”

Vrede drenge og bange piger

Udenfor tegningernes verden afspejler virkeligheden sig. Studier viser, at vi er opmærksomme på, hvordan pigebørn ser ud, mens vi fokuserer på, hvad drengebørn laver, og hvem de er. ”Som kvinde skal du fokusere på dit udseende, og som mand på, hvad du kan. Og det er jo ikke, fordi kvinder ikke har aktiverne, og mænd ikke har udseende, det er bare en prioriteringssag,” siger Lea Skewes.

Samtidig beskriver vi meget tidligt i ord, hvordan vi opfatter henholdsvis drenges og pigers reaktioner. I et forsøg, som psykolog, ph.d. og postdoc fra Aarhus Universitet, Christina Ottsen, har refereret til, har forskere sat småbørn i kravlealderen af begge køn til at lege med klodser og andet sjovt legetøj. Pludselig dukker der en trold op af en æske. Alle børn reagerer på trolden. Men voksne beskriver børnenes reaktioner forskelligt. Når det er en dreng, der overraskes af trolden, beskrives hans reaktion som ’vrede’. Når pigers reaktion beskrives, bruges ordet ’forskrækket’. Alt andet lige er der potentielt mere udfarende energi i vrede end i forskrækkelse.

Det ukritiske ubevidste

Kønsforsker Lea Skewes taler ligesom hjerneforskere om det ubevidste og det bevidste, om det implicitte og eksplicitte. Det implicitte er vi ikke bevidste om, og vi kommunikerer det ikke direkte. Det ligger bare i kortene. Det eksplicitte er det bevidste og det klart formulerede. Og der er vel ingen, der bevidst og klart formulerer overfor piger, at de er dummere end drengene. Men implicit får vi kommunikeret, at pigebørn er mindre vigtige og kan mindre. ”Det triste ved det implicitte niveau er, at det går rent ind, man sidder ikke og forholder sig kritisk til det. Det gør man heller ikke som voksen. Vi er mere styret af det implicitte end det eksplicitte niveau. Så selvom vi kan afrapportere ret positive opfattelser af kvinder generelt, hvis vi bliver spurgt, så har vi ikke de samme opfattelser på det implicitte niveau. Og det gælder både børn og voksne,” fastslår Lea Skewes.

Forventningernes magt

I en undersøgelse refereret i bogen ’Der findes en plads i helvede til kvinder, som ikke hjælper hinanden’ af Lisa Marklund og Lotta Snickare, viser det sig også, at når voksne mennesker tager en lille baby i lyserødt tøj op i sin favn, begynder den voksne med det samme at ae og pusle kærligt om barnet med små og kærlige lyde. Omvendt, når voksne tager en baby i blåt tøj op i favnen, får barnet flyveture og får vendt ansigtet ud mod verden akkompagneret af oplivende lyde.

Når børnene begynder at tale, lærer vi piger at tale om følelser, vi forventer ubevidst større nuancer, når piger skal tale om, hvordan de har det. Vi forventer til gengæld ikke, at drengene gider tale om følelser. De vil nok hellere have det sjovt.

Fra første færd reagerer vi ikke lige så meget på drenges gråd, som vi gør på pigers. Vi rejser os hurtigere op og trøster barnet, når det er en pige. Det er ikke så relevant for os at trøste drengen. Det bliver en form for belønning for den lille pige, at græder hun, så får hun respons. Drengene må klare sig selv i lidt længere tid, hvilket er med til at skubbe den lille dreng ind i en superhelteverden, som måske gør ham umiddelbart mere robust, men også ude af stand til at tage godt vare på sig selv, hvilket kan være med til at forklare, at når en mand ikke kan klare sig selv i den voksne verden, så dumper han hårdere ned på bunden, end kvinder typisk gør. Kvinder har lært at tale om følelser og lært vigtigheden af at interagere tæt på andre. Det lærer drenge også, men vi svigter drengene i oparbejdelse af de livsvigtige evner. Det kan være sin sag at tilhøre det stærke køn, når man i virkeligheden bare er et lille menneske.

Omvendt viser undersøgelser, at vi hæmmer pigerne. Drenge opfordres til mere fysisk aktivitet end piger, hvilket betyder, at deres rummelige intelligens formes af det. Det viser blandt andet en test, der er refereret i professor Lisa Eliots bog om blå og lyserøde hjerner. I testen får mødre mulighed for at justere en rampe i forhold til, hvor meget deres barn på 10-11 måneder kan kravle op og ned ad. Og de lader efterfølgende barnet afprøve hældningen. Til sidst afprøver forskerne børnenes evner.

Det viser sig, at mødre mener, at drenge kan mestre en større hældning end pigerne. Mødre til drenge kunne faktisk med en procents nøjagtighed finde niveauet til deres sønner.

Mens pigemødrene undervurderede deres døtre med ni procent. Forventninger til drenge og piger er forskellige, og vi undervurderer pigerne. Der var rent faktisk ingen forskel i pigernes og drengenes mestring af rampen. Der er ingen forskel på drengenes og pigernes fysiske aktiviteter, hvis vi giver dem mulighederne.

I Dens store Danske, Gyldendals leksikon på internettet, bliver det understreget på denne måde:

”Alligevel er der ingen forskningsmæssig tvivl om, at forældre opfatter deres børns personlighed og egenskaber på en kønsspecifik måde — og det vil i sig selv føre til forskelsbehandling. Uregerlige piger irriterer mere end uregerlige drenge, stille drenge vækker mere bekymring end stille piger.

Børnenes valg af tøj, legetøj og fritidsaktiviteter bliver mere synlige, når de går imod det, vi er vant til. Når drengen får dukkevogn og pigen racerbil, vælger forældrene som regel noget, der er billigere, end når det er pigen, som får dukkevognen, og drengen, som får racerbilen. Den store forskel, vi ser på pigers og drenges interesse i computere, har en klar parallel i, hvor mange forældre der forsyner deres sønner med egne computere i forhold til døtrene. Selvom barnets egne ønsker selvfølgelig også spiller ind, er det klart påvist, at kønstypificeringen begynder, længe før barnet har nogen egne ønsker.

Amerikanske forskere fandt foreksempel, at forældre opfattede helt nyfødte sønner som fastere, med grovere ansigtstræk, bedre koordineret, mere opvakte, stærkere og mere hårdføre end nyfødte døtre. Nyfødte døtre blev derimod opfattet som blødere, med finere ansigtstræk, mindre af vækst, mere skrøbelige og mindre opvakte end sønnerne. Fædrene kønstypificerede deres nyfødte børn mere end mødrene. Nordiske undersøgelser har vist, hvordan forældre uden at vide det fortolker deres fireårige børn forskelligt efter barnets køn: Når den fireårige pige ikke gør, som der bliver sagt, tolkes det som, at hun endnu er et lille barn, mens samme adfærd hos den fireårige dreng tolkes som, at han er ved at blive stor og selvstændig.”

(Finn Stefánsson, Harriet Bjerrum Nielsen, Lise Busk-Jensen: køn i Den Store Danske, Gyldendal.)

Og om ikke tidligere i teksten så i hvert fald her vil mangen en forældre til drenge protestere og sige: Jamen, min søn havde ikke lyst til at fortælle, hvordan det gik i børnehaven. Det er i hvert fald min respons til kønsforsker Lea Skewes. At min datter hellere ville fortælle om sin dag i børnehaven, end min søn ville. Jeg spurgte dem lige meget.

Men svaret på dette er, at jeg sandsynligvis ikke lærer min søn at tale om følelser. Det er ikke noget, man bare kan. ”Du skal tænke på, hvad dine børn gør, og hvordan du opfatter dine børn. Du hiver jo en stereotyp forståelse ned over dine børn. Når dit barn ikke opfører sig stereotypt, så har du sværere ved at huske det, end når barnet opfører sig stereotypt. Det avler stereotyperne. Så den kønnede forståelse, vi har i vores hoveder om, hvad piger gør, og hvad drenge gør, er med til at skabe og forstærke den kønnede opdragelse. Det betyder, at vi giver dem forskellige redskaber. Ubevidst lærer vi drenge, at det ikke er legitimt at udvise følelser, og det er med følelsessnak som indenfor alle andre kompetencer, hvis man ikke øver, bliver man ikke bedre. Så hvis man som dreng får at vide, at man ikke skal vise sine følelser bortset fra på aggressiv vis, så lærer man ikke andet.”

Og på den måde understøtter kønsforsker Lea Skewes hjerneforskningen, der viser, at det er næsten umuligt for os at ændre vores ubevidste adfærd. Vi er simpelt hen kodet for stærkt til at være bevidste om, at vi putter vores børn i kønskassen – en kasse, det er yderst vanskelig at komme op af.

Kassetænkning

Med forældrenes assistance bliver børn endda puttet i kønskassen, inden de overhovedet er kommet til verden. Nu er jeg så gammel, at ingen kendte kønnet, før barnet var født, da jeg fik mine to første børn. Dengang var der ingen scanninger eller andre prøver, hvis ikke der var mistanke om, at noget kunne være galt. Men da jeg skulle have mit tredje barn, var jeg kommet i den kategori af gravide mødre, der kunne få en fostervandsvandsprøve, fordi der er forøget risiko for at få et barn med Downs Syndrom, når man er over 35 år. På den måde vidste jeg allerede i graviditetens 20. uge, at jeg skulle have en pige. Så under alle mine skønne middagslure i måneden op til fødslen, lå jeg og mugkiggede op på den lyserøde kjole, som min mor havde strøget til den pige, vi vidste var på vej. Det blev meget mere virkeligt for mig, at jeg skulle have et barn. De to foregående gange, var det en mere usikker affære.

Vi har jo brug for de her skuffer. Og køn, alder og race er nogle af de kategorier, der betyder allermest for os. Jeg vidste, at jeg skulle have en pige, 0 år og arisk. Min datter blev oven i købet puttet i kernefamiliekassen. Far og mor og to store søskende. Dette er så det samlede udgangspunkt, der giver os forventninger om alle mulige andre kategorier, som vi tilegner os senere.

Køn er det, der indenfor socialpsykologien kaldes en primær kategori. Vi lærer at kategorisere køn, før vi begynder at kategorisere alt muligt andet – eksempelvis klasse.

Kønsforsker Lea Skewes forklarer, at jo mere basal kategori, vi har med at gøre, desto mere bliver vores implicitte tilgang – altså den ubevidste holdning og opfattelse af, hvordan tingene skal og bør være. Det vil sige, at før jeg overhovedet fik min datter i armene første gang, så jeg hende i den fine kjole. Jeg vidste præcis, hvad det var at få en pige. Jeg havde en i forvejen. Og jeg var selv samme køn.

”Vores problemer med kønsopfattelser er, at alle studier peger på, at så snart vi siger, at køn er på en bestemt måde, så glider det over i køn BØR være på en bestemt måde,” forstyrrer Lea Skewes.

Da storebror på to år så sin lillesøster for første gang, sagde han: ”Hun må gerne låne min traktor.” Sådan! I modsætning til os, var det indlysende for ham, at et ethvert barn uanset køn må foretrække en traktor som det absolutte yndlingslegetøj. Men den opfattelse fik vi med kulturen og samfundets hjælp udraderet på kort tid. Vores raske lille dreng og ditto fine pige.

Læs kapitlet: Bare lyden af mine stiletter. Det indeholder flere eksempler på at vi i vores adfærd er påvirket af hvilket køn, vi forholder os til.

Indenfor kunstverdenen har mænd stadig den store scene. Men hvorfor har de det, når der de seneste 50 år på kunstakademierne har studeret lige mange kvinder og mænd?

Det spørgsmål undersøger denne lille film.

Se filmen:

Dansk:

Mændenes vs kvindernes retorik i filmen

(Diskursanalyse).

Sammenlign de medvirkendes formuleringer og udtryk og overvej om sproget er kønnet, og hvilken betydning det har:

Galleristen Hans Alf:

”De tunge drenge”

”Hej Ninja” ”Det du filmer her er kold kanvas. Til netværket.”

”Vi sælger denne her til et museum”

Fotokunstneren Trine Søndergaard:
”(…) og jeg står som sådan en kvindelig kunstner og lader ham bestemme og det er ikke min oplevelse af det. Og det er heller ikke sådan jeg ser mig selv.”

”Han er dér super meget mand” – hvad mener hun egentlig med det?

Billedkunstneren Malene Landgreen:

Kapitel 2. Bare lyden af mine stiletter 

Fra bogen:

Min uimodståelige mand – vi er alle mandschauvinister.

Skrevet af Mette Korsgaard

Gyldendal 2018

Når jeg kigger tilbage i mit liv, har jeg selv oplevet at blive sorteret fra på grund af mit køn. Eller har jeg? Det er jo på ingen måder beviseligt. Måske klarede jeg mig dårligere til ansættelsessamtalen end min mandlige konkurrent. Var jeg for optimistisk og følte mig så sejrssikker, at jeg ikke fik gjort nok for at overbevise de tre mænd til samtalen om, at jeg rent faktisk kunne håndtere jobbet? På papiret var jeg sort på hvidt langt bedre kvalificeret end ham, der fik jobbet.

Således kan det være vanskeligt at række fingeren op og påstå, at havde jeg ikke været en kvinde på små 158 centimeter, så var det mig, der havde fået jobbet. Den historie er ikke med til at bidrage til forståelsen af, at kvinder ikke har opnået reel ligestilling i Danmark. Og er der noget mere ynkeligt end at smide sit køn på banen som argument for, at man ikke mestrede at få det oplagte job?

Det er her, forskningen kommer ind i billedet. Selv om forskning til evig tid kan diskuteres, er det uomtvisteligt den mest overbevisende form for dokumentation for en påstand.

Adskillige dobbeltblind forskningsstudier viser, at:

* Kvinder skal gøre sig mere umage end mænd for at få det samme job eller få en god karakter til eksamen, indenfor fag som vi traditionelt forbinder med det maskuline .

* Hvis kvinden får jobbet, bliver hun tilbudt mindre i løn, end hvis det var en mand, og hun vil blive tilbudt mindre oplæring end ham.

* Der er til gengæld ikke nogen forskel på, om det er en mand eller en kvinde, der ansætter.

Man kunne håbe, at det var en and, men desværre er historien sand. Lyden af stiletter vil få mangen en uimodståelig mand til at stå på pinde og forvente noget mindst ligeså uimodståeligt fra det modsatte køn. Men desværre omfavner denne positive pirren ikke uddannelsessteder og erhvervsliv. Tværtimod.

Sådan findes de bedste musikere

Rent videnskabeligt vil bare lyden af mine fodtrin reducere mine chancer for succes i det professionelle liv med op til over 25 procent. Altså, jeg kan eksempelvis have øvet mig hele livet på at spille cello, bas, violin eller blokfløjte og sammen med mit eventuelle talent have nået et så højt niveau, at jeg ansøger om at komme til optagelsesprøve hos et symfoniorkester. Hvis en mand er på samme niveau som mig, vil hans chancer for at blive optaget i et symfoniorkester være dobbelt så store som mine.

Det ved alle indenfor den branche. De har vidst det siden 70erne, da demokratiseringsbølgen skyllede ind over verden, og musikere og dirigenter begyndte at undre sig over, at mindre end fem procent af musikerne i orkestrene var kvinder. Derfor foregår optagelsesprøver til symfoniorkestre flere steder i verden i dag på den måde, at ansøgerne ikke kan ses af dommerne. Musikerne spiller skjult bag en væg eller et tæppe.

Ja, de bliver sågar bedt om at tage skoene af, inden de entrerer. For bare lyden af deres fodtøj kan ubevidst påvirke dommernes vurdering af musikerens evne. Bare lyden af mine stiletter, kan forringe mine chancer.

Lektor i pædagogisk filosofi, Kirsten Hyldgaard, er blandt dem, der har hjulpet mig med research og viden til denne bog: ”Eksemplet med symfoniorkestrene har fået status af skoleeksempel, fordi det er vanskeligt at svare på, hvorfor der skulle gælde særlige forhold for bedømmelse af præstationer på en violin eller en tværføjte.”

Rent videnskabeligt studerede forskerne optagelsesprøverne til en række symfoniorkestre. Før 1970 var der færre end fem procent kvinder i orkestrene. Der kom masser af kvinder til de obligatoriske optagelsesprøver, men kvinderne måtte som oftest forlade prøverne med uforettet sag. De blev bedømt som ikke værende dygtige nok.

Dengang bestod symfoniorkestrene af hvide mænd. Stort set. Dirigenterne var urørlige eneherskere. Men med demokratiseringen af samfundet og i de offentlige institutioner i al almindelighed i 70erne, mistede dirigenterne noget af deres eneherskerstatus. Det blev i flere af orkestrene besluttet, at ansøgere skulle spille bag en væg – altså en anonymiseret optagelsesprøve. Den består af en indledende prøve, en semifinale og en finale. Det viste sig, at hvis kvinder i den indledende prøve blev testet bag en væg, og de blev bedt om at tage skoene af, så forøgede det kvindernes chance for at komme videre til semifinalen med 50 procent. Selve blindtesten kan forklare mellem 25 og 46 procent af stigningen i antallet af kvindelige medlemmer af symfoniorkestre siden 1970. (Goldin&Rouse, 1997) Pludselig forandrede billedet sig. Ti år efter bestod symfoniorkestrene i gennemsnit af 30 procent kvindelige musikere, hvilket svarer til det forholdsmæssige antal ansøgere.

Ud over at kvinder i højere grad fik mulighed for at spille med på højt niveau, så var der den uomtvistelige sidegevinst, at der nu også kom en forholdsvis større repræsentation af afroamerikanere og andre etniciteter end hvide.

Det er selvfølgelig en sejr for de enkelte musikere, men i sandhed også for kvaliteten. For tidligere har der jo siddet mænd i orkestrene, som ikke var kvalificerede så godt som deres kvindelige, afroamerikanske, mexikanske etc. kolleger udenfor orkestret. Med indførelse af en anonym optagelsesprøve kom de allerbedste musikere ind i orkestret.

Kan 120 professorer tage fejl?

Et nyere studie viser ligeledes, at kender vi ikke kønnet på ansøgeren, øges kvindernes chancer for at få en plads i naturvidenskabens verden. Studiet foregik i 2012 og var foranlediget af, at ledelserne på universiteterne Princeton og Yale undrede sig over, hvor de dygtige kvinder blev af, når det gjaldt den videre karriere. De havde en formodning om, at kvinderne måske var mere forsigtige end mændene, at kvinderne ikke promoverede sig selv nok, og de ikke var overbevisende nok i deres formuleringer, når de skulle søge karrierefremmende jobs.( Handelsman, Moss-Racusin 2012)

En af de store karrierefremmere indenfor de akademiske studiemiljøer er at få en stilling som assistent hos en forsker under sit studieforløb. Her får den studerende ikke bare løn, som kan bidrage til, at han eller hun kan koncentrere sig om sit fag. Samtidig får den studerende indblik i forskerens arbejde og viden, faglig vejledning og ikke mindst netværk, hvilket har uvurderlig betydning, når vedkommende som færdiguddannede søger en relevant stilling som forsker, ph.d. etc.

Forskergruppen, der blev nedsat for at undersøge sagen med henblik på at kunne udtrykke sig videnskabeligt i forhold til de formodninger, man havde, besluttede at skrive en ansøgning til en fiktiv stilling som forskerassistent indenfor naturvidenskab.

Herefter bad de 127 forskere indenfor det naturvidenskabelige felt om at tage stilling til ansøgningen på flere parametre. De 127 forskere var af begge køn og fra universiteter i hele USA.

De skulle vurdere:

* om de ville ansætte vedkommende,

* hvor meget assistenten skulle have i løn,

* hvor meget vejledning, de kunne afsætte til vedkommende

* om de kunne lide ansøgeren.

De 127 forskere var klar over, at de var med i et studie. De var bare ikke klar over, hvad studiet gik ud på. Herefter delte man forskerne op i to grupper. Den ene gruppe på 63 forskere fik ansøgningen med et mandenavn. Den anden gruppe på 64 forskere fik ansøgningen med et kvindenavn. De 127 forskere kendte ikke hinanden og var ikke klar over, om der var flere, der skulle læse ansøgningen. De var heller ikke klar over, at ansøgningen var fiktiv.

Efter nogle uger modtog forskergruppen vurderingerne på deres ansøgning fra de 127 forskere. Det viste sig, at mænd havde omkring 50 procents større chance for at blive ansat, end kvinder. Det viste sig også, at mændene fik tilbudt en væsentlig højere løn. Og det afslørede endvidere, at forskerne ønskede at bruge væsentlig længere tid på vejledning til manden end kvinden.

Det sidste spørgsmål var dog i kvindens favør. Forskerne skulle vurdere, om ansøgeren var sympatisk – om de kunne lide ansøgeren. Og de kunne bedst lide kvinden Det havde desværre ikke afgørende indflydelse på deres interesse i at ansætte vedkommende, belønne hende bedre eller give mere vejledning. De gav til gengæld gode råd til pigen om, hvordan hun kunne forbedre sin ansøgning.

”Grunden til, at denne undersøgelse er så væsentlig, er, at den på linje med studierne af optagelsesprøverne til symfoniorkestrene dokumenterer, at vi ubevidst gør forskel på køn. Alle andre variabler er elimineret.”, fastslår Kirsten Hyldgaard.

Man kan oven i købet tilføje, at kvinder diskriminerer lige så meget, som mænd. Der var ingen forskel i vurderinger fra henholdsvis mandlige og kvindelige biologer. Ubevidst dømmer kvinder og mænd kvinder lige hårdt.

Det er umådelig vanskeligt at dokumentere vores adfærd overfor køn. Men studierne med biologerne og symfoniorkestret kan ingen komme udenom.

Også unge er blændet af køn

Endnu et forsøg, der er med til at fortælle, at det er flere barrierer for kvinder end for mænd på adskillige parametre, er foretaget på biologi-studiet på Syddansk Universitet. Grunden til at forsøget overhovedet kom i stand, begyndte hos Dansk Grundforskningsfond, der i 2013 fik ny formand, Liselotte Højgaard. Hun er professor på Københavns Universitet og Danmarks Tekniske Universitet samt chef på Rigshospitalets klinik for klinisk fysiologi. Kønsfordelingen blandt centerlederne sprang den nye formand i øjnene, mindre end 20 procent af centerlederne er nemlig kvinder. ”Det er et lavt tal, men tænker man på, at andelen af kvindelige professorer er 16 procent, er det måske ikke overraskende,” siger hun.

Liselotte Højgaard besluttede, at hun ville prøve at gøre op med en automatforestilling om, at der ikke er plads til kvinder i de øverste ledelseslag i den akademiske verden. Hvordan sikrer vi, at vi udnytter hele talentmassen? Det var Liselotte Højgaards første spørgsmål på sin formandspost, og hun gjorde klart for de danske forskningsmiljøer, at kommende bevillinger skulle fordeles hensigtsmæssigt i forhold fagområder og talenter – ikke på baggrund af køn.

På Syddansk Universitet kiggede biologerne på hinanden. Hvordan kunne de sikre sig de bedste forskere rent fagligt og talentmæssigt – og at køn ikke forstyrrede billedet. Alle kiggede på den eneste kvinde i forskergruppen, ph.d. og postdoc Emma Hammarlund. ”Jeg forsker i ilt og har aldrig taget stilling til hverken ligestilling, køn eller ubevidste forventninger til køn,” fortæller Emma Hammarlund, der tog opgaven på sig.

Hun tog, som jeg selv havde gjort det, testen om de ubevidste forventninger til køn og fagområderne teknik og humaniora. Som jeg, landede hun i den mørke ende. ”Det viste sig, at jeg er stereotyp i min ubevidste opfattelse af, hvad mænd og kvinder kan. Kvinder kan humaniora, og mænd kan teknik. Jeg var rystet over resultatet. Jeg arbejder jo selv indenfor naturvidenskab, så det er helt paradoksalt, at jeg som kvinde i et mandefag selv er så fastlåst,” siger Emma Hammarlund.

Nu følte hun sig nødsaget til at gøre sine studerende opmærksomme på de ubevidste forventninger, de havde til køn. ”Men jeg kan jo ikke fortælle dem, at vi skal tale om ligestilling, intet kan være mere demotiverende. Alle får allergi af det. Så jeg besluttede at lade dem deltage i et forsøg, som jeg selv opfandt for at åbne deres øjne.”

Emma Hammerlund fandt en tekst indenfor biologi, og skrev bevidst 20 fejl ind i teksten. Hun delte sine studerende op, således at den ene halvdel af de studerende fik teksten påskrevet et pigenavn som forfatter, og den anden halvdel af de studerende fik teksten påskrevet et drengenavn som forfatter. Herefter delte de sig selv ind i mindre grupper på to-tre personer i hver.

Resultatet blev, at grupperne med teksten påført et pigenavn i gennemsnit fandt 12 fejl. Grupperne med teksten påført et drengenavn fandt i gennemsnit 6 fejl. ”De studerende var overraskede. Men at blive bevidst om, at de ubevidste forventninger til køn findes, er den eneste måde, vi kan ændre det på,” fastslår Emma Hammarlund.

Imaginær Howard slår Heidi

I en anden boldgade – nemlig erhvervslivet – er der også lavet undersøgelser, der dokumenterer, at mænd umiddelbart er mere uimodståelige end kvinder. Undersøgelsen, jeg her vil referere, begynder med en historie fra det virkelige liv. Den handler om Heidi Roizen, der er et af de mest anerkendte entreprenører i Silicon Valley i Californien. Hun har startet en række succesfulde virksomheder op, skaffer kapital og samarbejder og har ry som en fænomenal netværker, der sammen med bl.a. Steve Jobs, mens han levede, og med Bill Gates får skabt nye ting, fordi hun forstår at sætte ting sammen. Hendes virke er så ekstraordinært, at der er skrevet et casestudie om hende, så blandt andre de MBA-studerende på Harvard Business School kan lære af hende.

Historien bliver særlig interessant, da professor Frank Flynn på Harvard Business School beslutter sig for at opfinde en imaginær Howard. Han skriver en mandlig version af Heidi Roizen-studiet, altså skifter blot Heidi ud med Howard og ændrer stedordene, ”hun” til ”han” og ”hende” til ”ham”. Ellers ændrer han intet. Nu har han så en Heidi-version og en Howard-version, som han giver til sine MBA-studerende. De er virksomhedsledere, der er kommet ind på Harvard for at videreuddanne sig.

De studerende får en kandidat hver. Den ene halvdel får Howard, og den anden halvdel får Heidi, og professoren beder dem om at vurdere, hvor kompetent vedkommende er, hvor godt de kan lide vedkommende, hvor troværdig de mener, vedkommende er, om de vil ansætte vedkommende i deres egen virksomhed, om de vil invitere vedkommende ind i et projekt, osv.

De studerende vurderer Heidi og Howard som lige kvalificerede. Men de stoler ikke på Heidi, og de kan ikke lide hende. De mener, at hun er for aggressiv, for selvoptaget og for strategisk i sin måde at netværke på. Til gengæld er de vilde med Howard. De synes, han er kompetent, god til at netværke, god til at opbygge relationer. Han er troværdig, og de vil gerne arbejde sammen med ham.

”Det er en kæmpe øjenåbner for de studerende, da professoren afslører, at Howard ikke eksisterer, og begge casestudier er Heidi Roizen” fortæller Tinna C. Nielsen, antropolog og konsulent i diversitet for en række internationale organisationer og virksomheder. ”Eksperimentet viser, at kvinder for at komme frem bliver nødt til at spille efter reglerne i det maskuline domæne. Problemet er bare, at de bliver straffet for det. De bliver straffet for, at bryde normen for, hvordan de skal være kvinde. Kvinden i det domæne, hvor der er magt, bliver straffet for at spille efter mændenes regler, for de er jo ikke mænd. Det er en kæmpe ulighed, som man ikke kan se, når man er mand, men heller ikke kan se som kvinde.”

Sort på hvidt eller omvendt

”Vores ubevidste forventninger til køn er ligeså mudrede som til etnicitet,” forklarer Tinna C. Nielsen. Hvis vi eksempelvis sammenligner mandlige administrerende direktører, der har henholdsvis mørk og hvid hudfarve, falder det således ud, at en afroamerikansk administrerende direktør, der viser omsorgsfuldhed og interesse i sine medarbejdere, får ekstra bonuspoint, mens en hvid administrerende direktør, der udviser samme adfærd, vil blive straffet for det og kategoriseret som slap og for følelsesladet.

”Det handler om, at sorte mænd opfattes som mere maskuline end hvide mænd. Så vi føler os trygge, når en sort mand viser sin omsorg, hvorimod vi på ingen måder giver kredit for det, hvis en hvid mand gør det samme. Tværtimod,” siger Tinna C. Nielsen

Netop denne ubevidste opfattelse, vi har til andre etniciteter end vores egen, er blevet fremhævet af blandt andre Phillip Atiba Goff, professor i socialpsykologi. University of California. Han beskriver stigmatisering som en uønsket egenskab, der ofte får en form for overstatus, som overskygger alle personens andre egenskaber. Hvilket igen kan medføre en ofte ubevidst diskrimination, som kan reducere den pågældende persons livschancer. ”I sin mest skræmmende form udspiller det sig i USA, når statistikker igen og igen afslører, at politiet skyder langt flere afroamerikanere end hvide,” fortæller Tinna Nielsen. ”Goff påstår, at det ikke handler om racisme som sådan, men om en maskulinitetstrussel, fordi sorte mænd instinktivt af hvide mænd opfattes som mere aggressive end hvide mænd. Når en politibetjent møder en sort mand, så er det mere sandsynligt, at han føler sig truet på sit liv og på sin maskulinitet, end han gør fra en hvid mand, og så sidder hans finger løseren på pistolens tricker.”

Deadline for kvinder

Så ifølge Tinna Nielsen handler vi ubevidst på både køn og etnicitet. Jeg har et forsøg fra min egen verden eller rettere fra min mands verden. Han arbejder på en redaktion på Danmarks Radio, Deadline. Tv-programmet har kørt i over 20 år og er en fast del af sendefladen. Hver aften syv dage om ugen, 52 uger om året – lige bortset fra juleaften og nytårsaften.

Hver aften har en vært gæster i studiet, og der bliver behandlet to til tre emner. De fleste af gæsterne er mænd. Det var redaktionen ind imellem blevet kritiseret for, men forklarede, at kvinder ofte sagde nej tak til at komme i studiet. For at få et overblik over, hvor stor skævheden var, foretog de en optælling, der viste at kun en fjerdedel af gæsterne i studiet var kvinder.

Det talte vi om en gang i mellem hjemme i sofaen. Kvinder vil ikke rigtig stille op til debat og interviews. Vi er mere bange. Det var jeg enig med min mand i. Vi var begge journalister på Morgenavisen Jyllands Posten i 90erne, og det var også der vores fælles oplevelse, at kvinder er mere forsigtige med at sige noget og komme på banen med skarpe analyser, kontroversielle fakta og holdninger. Kvinder skal altid sikre sig mere, før vi tør stille os op eller frem, var vi enige om derhjemme i sofaen. Så jeg gav min mand ret i, at der delvist var en naturlig grund til, at kun 25 procent af de indbudte, der kom i studiet, var kvinder. For kvinder vil ikke.

Det er også en anerkendt præmis i min omgangskreds. Jeg har siddet sammen med masser af journalist-kvinder og blevet enige om, at vi som køn selv havde en stor del af ansvaret for, at vi i ringere grad bliver hørt. Kvinder er besværlige, sætter betingelser og er tilbageholdende.

Men heldigvis var der på Deadline-redaktionen nysgerrighed efter at finde ud af, hvorfor kvinderne var tilbageholdende, og mændene fremme i skoene. På redaktionen besluttede de at føre en statistik over, hvem journalisterne og researcherne på redaktionen egentlig inviterede ind studiet, hvem der sagde ja, og hvem der sagde nej.

Fire praktikanter blev sat på opgaven og skrev igennem et halvt år hver dag ned, hvem der blev ringet til, og hvorfor vedkommende sagde ja eller nej. Det viste sig efter et halvt års optælling, at journalisterne ringede til præcis 25 procent kvinder og 75 procent mænd. Det viste sig også, at der var forholdsvis ligeså mange mænd og kvinder, der sagde nej.

Det er interessant, at kvinders afvisninger står tydeligere end mændenes. Og det er interessant, at de ansatte på redaktionen troede, at de ringede til forholdsmæssigt langt flere kvinder end de 25 procent. Der må jo have været langt flere mænd end kvinder, der sagde nej. Men det gør åbenbart ikke så stort indtryk på kønskontoen, at mænd takker nej.

Det forhold kender jeg faktisk til fra vores privatliv. Når jeg skubber min mand ind foran og beder ham om at afslå en invitation på begges vegne, bliver det ikke taget så personligt, som når jeg gør det. Det er ligesom bare mere i orden, når min mand takker nej. Jeg oplever ofte, at jeg bliver stillet til regnskab for et afbud. Det bliver et tema i omgangskredsen. Vil hun ikke være venner med os? Når Niels skriver, det kan vi desværre ikke, så er det bare sådan, og når vi næste gang glade dukker op, så var det bare så ærgerligt, at vi ikke var med sidste gang.

Hvad ved du, Nicole?

Tilbage i erhvervslivet bliver denne historie, som er udgivet på Inc.com, et forretningsmagasin på nettet, fortalt i foråret 2017. Den handler om Marty Schneider og Nicole Pieri, der plejede at arbejde sammen i en CV-redigeringstjeneste, hvor de delte en indbakke. En dag får Marty en ubehagelig overraskelse, som han deler med sine følgere på Twitter: ”En dag sender jeg og en klient mails frem og tilbage om klientens CV. Han er bare umulig. Rå og afvisende, ignorerer mine spørgsmål. Fortæller mig, at mine metoder var industristandarder (det var de ikke), og jeg kunne ikke forstå de vilkår, han brugte (det kunne jeg sagtens). Jeg var ved at blive syg af hans sh**, da jeg bemærkede noget. Takket være vores delte indbakke, havde jeg ved en fejl underskrevet al kommunikation som ‘Nicole’.”

Ifølge Inc.com korrigerer Marty Schneider for fejlen på den måde, at han skriver til kunden: ”Hej, det er Martin, jeg overtager dette projekt for Nicole.” Forbedringen var der straks: Positiv modtagelse, takker mig for forslag, reagerer hurtigt og siger ‘gode spørgsmål!’ Blev modelklient. Bemærk: Min teknik og råd blev aldrig ændret. Den eneste forskel var, at jeg nu havde mandenavn.”

Marty Schneider og Nicole Pieri bliver enige om at gennemføre et eksperiment og bytter navne i to uger. Ifølge Marty Schneider ender han i helvede. Og han twitter videre: ”Alt, hvad jeg spurgte om eller foreslog, blev der sat spørgsmålstegn ved … det var nedslående. En spurgte, om jeg var single.” Nicole derimod havde den mest produktive uge i sin karriere.

Kvinder versus mænd i software

Og lige en sidste historie fra internettet, der ikke kun dokumenterer vores blinde vinkel overfor køn, men også demonstrerer, at kvinder skal hænge særligt i. For år tilbage opfandt man ’GitHub-platformen’, hvor brugere anvender og udvikler software i det store internetfællesskab. Platformen er ikke bare en ligegyldig platform af uendelig mange af sin slags, den er blevet kaldt softwareverdenens svar på biblioteket i Alexandria, der i antikken var det største bibliotek i verden og gjorde Alexandria til et førende lærdomscenter. GitHub-platformen har således millioner af brugere lige fra amatører til mastodonter som Google og Microsoft.

GitHub bygger på et såkaldt open source-system Git, der gør det muligt for flere mennesker at samarbejde om at skrive det samme stykke software. GitHub kan altså gøre det muligt at formidle og videreudvikle andre programmørers software. Her kan udviklere samarbejde om hinandens projekter, og hvert projekts skaber kan beslutte at acceptere eller afvise en andens bidrag.

Og nu er det så, kønnet kommer ind i billedet.(peerj.com Gender differences and bias in open source) Det er nemlig således, at brugerne overvejende accepterede kvindernes løsninger, indtil det gik op for brugerne m/k, at det var kvinder, der havde udviklet det. Forskerne fandt frem til, at 79 procent af kvindernes bidrag blev accepteret, hvilket var en smule højere accept end mændenes, der lå på 75 procent. Men det var altså kun, når det ikke var synligt, hvilket køn der stod bag bidraget. Forskerne fandt nemlig samtidig ud af, at når kønnet var kendt, fik kvinderne kun accepteret 62.5 procent af deres bidrag.

Forskerne har en teori om, hvorfor kvinders bidrag generelt blev betragtet bedre end mændenes i ’de kønsblinde bidrag’. De konkluderer, at kun de allerbedste kvinder overlever i mandsdominerede områder, og derfor er de kvinder, der klarer sig, rent faktisk bedre end gennemsnittet.

I skrivende stund begynder jeg at overveje, hvilken effekt det ville have haft, hvis jeg som mand havde skrevet denne bog. Bogen kunne have heddet: ”Jeg – en uimodståelige mand. Vi er alle mandschauvinister.” Ikke nogen dårlig ide, hvis jeg skulle sige det. Men nu var det så mig, der fik ideen. Og mængden af mænd, der slår i bordet og erklærer sig som fortalere for feminisme er vel stadig i mindretal. Tværtimod kan ordene ligestilling og feminisme få mange ellers besindige mennesker m/k op i det røde felt.

Mediefag og dansk
Læs først kapitlet: Handlekraftige mænd og sexede kvinder, der er et uddrag fra bogen: Min uimodståelige mand – vi er alle mandschauvinister

Se herefter filmklippet med skuespillerne Lotte Andersen, Ditte Hansen og Louise Mieritz samt manuskriptforfatter og instruktør Charlotte Sachs Bostrup

Overvej følgende ud fra citaterne:

Skuespiller Lotte Andersen
”(..) rollefordelingen i den film”: to piger og to drenge…… Drengene er eventyrlystne, grænseoverskridende, modige og vilde.
Pigerne ønsker bare at gå hjem at drikke te. 

Hvorfor er det problematisk?  

Instruktør og manusforfatter Charlotte Sachs Bostrup
”Det er lige meget om det er en mand eller en kvinde, der har skrevet den. Hvis en film er god, så er den god” (hører hun ofte folk sige). ”Kvinder bliver derpå spejlet på den måde, som heteroseksuelle mænd ser kvinder på. Den unge, smukke, tiltrækkende, fuckable kvinde fylder derfor meget på skærmen. ”(..) mændenes fantasier befolker vores filmiske fortælling. Det giver et vrangbillede og en helt forkert fornemmelse af at være kvinde”.

– Kan I finde eksempler fra film skrevet af hhv. kvindelige og mandlige instruktører, der skildrer kvinder forskelligt?

Var det en udfordring at finde film skrevet af kvindelige instruktører generelt?

Eller finder I ikke den tendens, som Charlotte Sachs Bostrup mener, der er?

Brug nogle punkterne fra ’manusfestet’ fra 2017 af Danske Dramatikere. (Beskrevet i kapitlet: Handlekraftige mænd og sexede kvinder)

Kan i finde disse karakterer i film/ serier, som I kender? Kan i finde undtagelser/modsætninger? 

Charlotte Sachs Bostrup: ”Det er uhyggeligt, hvor mange måder man kan være mand på. De kan også være sexede, men de kan også være fede, svedende og sjove”.  Om mænd: ”Fordi de ikke selv har oplevet det, tror de ikke på at det findes. Og det er jo den privilegeredes blinde felt. (..) derfor kræver det ekstra meget at sætte sig selv i en andens sted.” 

Ditte og Louise:”Det var modigt, vi var så grimme”. ”Det er frisættende ikke længere at skulle kæmpe med at være køn hele tiden”

• Hvorfor kan det være frisættende?
• Er mænd også udsat for lignende?
• Bostrup mener, at kvinder i mindre grad har ret til at være mangfoldige end mænd har. Kom med eksempler på, hvor det kunne være (specifikke brancher, situationer mv.).

Hvorfor skal det handle om kønsroller, når Ditte og Louise ikke følte det var kønsroller der var temaet i deres serie? Overvej, hvorfor DR syntes, det havde tema af kønsroller (Hvad nu hvis vi taber mændene på gulvet). Er I enige?

Bechdel-testen (beskrevet i kapitlet)
For at bestå Bechdel-testen, skal mindst to navngivne kvinder i filmen tale med hinanden om andet end mænd.

Test en række film og/eller serier ud fra Bechdel-testen. Tag eksempelvis de seneste 10 film/serier du har set.

Supplerende klip til opfølgende spørgsmål:

Kapitel 11. Handlekraftige mænd og sexede kvinder

Uddrag fra bogen: Min uimodståelige mand – vi er alle mandschauvinister

Skrevet af Mette Korsgaard

Gyldendal 2018

Jeg kan ind imellem ønske, at jeg selv var en uimodståelige mand. Manden er ifølge filmens verden en langt mere kompleks og nuanceret karakter end kvinden. Den mandlige hovedrolle bliver som regel præsenteret interessant og attraktivt på trods af livets synlige modstand. Selv når hans hud er rynket af sol, røg, sprut og tidens ælde, kan han være en attraktiv partner for ikke bare sin trofaste kone igennem årene, men for verdens kvinder. Se bare på HBO’s serie, Trobo, hvor første billede er Bryan Cranston (ham fra Breaking Bad) liggende i badekarret, hvorfra Trobo fra virkelighedens verden yndede at skrive. Kameraet er zoomet ind på hans rene ansigt. Hvornår har vi sidst set en kvinde med rynker så fint fordelt over hele sit levede ansigt? Kun når hun er absolut hyggelig bedstemor og har intet andet fokus i sin karakter. Ingen kan som en mand stadig være attrået af det modsatte køn uanset alder. Selvom vi kan se, at døden er uafvendelig, og hans liv er på kanten, er han handlekraftig, og han er udelukkende i kraft af sig selv altid på vej et sted hen.

Omvendt er det for kvinden, som ofte har en rolle som dødt offer i anslaget til en krimifilm, og i princippet kan erstattes af en dukke. Hun ligger typisk og skvulper i en vandkant. Selvom hun har ligget i vandet længe, kan vi antydningsvis ane, at hun er smuk – og vi får lige et strejf af et kig til et rundt og fast bryst. Virkelig faste bryster og skønhed kan åbenbart ikke eroderes af vand, hvilket godt kan undre, når man selv som barn i et badekar efter en halv time får interessante folder på det yderste af fingrene. Et billede hjemme på væggen hos hendes familie kan være med til at understrege det smukke og uskyldige. Nu er hun er slået ihjel. Mordet skal opklares. Af handlekraftige mænd. Den eneste kvinde, jeg erindrer har sneget sig ind i historierne er Miss Marple fra Agatha Christies univers. Ellers har det været rent mandearbejde.

Der er dog begyndt at ske noget indenfor det seneste år. Kvinder, enten med Botox i overlæben og på dødeligt høje hæle, eller i kombinationen flade sko og en synligt udiagnosticeret borderline, ses oftere i rollerne som den fokuserede detektiv.

Jeg erkender, at det er et fortegnet billede af verden på film, der er flere undtagelser end regler, men det er dog så kønsstereotypt, at filmskaberne selv begynder at protestere højlydt.

Alt vender tilbage til æggestokkene – altid

Danske Dramatikere har i 2017 udgivet et ’manusfest’ som protest mod de stereotype film, der altid bliver efterspurgt af filmbranche og broadcastere. Der er fyrre ting en manuskriptforfatter karikeret skal huske for at få støtte til sit værk: Hermed de første ti for at forstå, hvad manusforfattere er oppe imod, og hvorfor vi ikke møder så mange overraskelser på kønsfronten:

1. Husk, at kvindelige karakterer altid skal være sympatiske. Og unge. Ellers har ingen lyst til at gå i seng med dem. Eller bare sådan, se på dem.

2 Husk, at mænd helst skal være macho og silent-strong-typen, og altid være dem, der kører bilen. Ellers er de vattede og kan ikke tages alvorligt. Eller helt sikkert en karakter i en komedie.

3. Husk, at kvindelige mord- og voldtægtsofre skal være under 30 år, smukke og helst

uden skyld i deres voldsomme, men på en måde også sensuelt udførte mord/voldtægt (i hvert fald hvis vi skal føle noget omkring deres grumme skæbne).

4. Husk, at mandens ensomhed (eller hans sindssyge/sociale deroute/alkoholisme) på en eller anden måde altid er hans eget valg – funderet i en kompromisløs og kunstnerisk side i hans karakter. Kvindens ensomhed er bare patetisk og et udtryk for, at hun ikke har evnen til at være nogens kone, kæreste eller mor.
5. Husk, at der i Danmark ikke er nogen interessante historiske kvindeskikkelser fra stenalderen og frem at lave film om (heller ikke Egtvedpigen eller Tove Ditlevsen).
6. Husk, at alle mænd har det svært med følelser og empati, og at deres måde at håndtere

kriser på er ved at drikke sig fulde. Helst alene.

7. Husk, at børnefilm helst skal handle om en skør, krøllet dreng. Sørg for, at det er drenge, der driver plottet og finder på en masse sjovt og finurligt, og at der er en storesøster, som har noget kærlighedsplot kørende, men som også er fornuftig. (Og hvis du kan finde en bog at basere dit manus på, er det ekstra rart og trygt for alle. Filmen skal jo ses i en familieferie, og vi gider altså ikke skændes).
8. Husk, at historier om mænd handler om noget universelt, om Mennesket, mens historier med en kvindelig hovedperson handler om hendes liv helt specifikt. Gerne længslen efter en mand eller fortrydelse over, at hun ikke har fået børn. Det vender altid tilbage til æggestokkene. Altid!
9. Husk, at en mand gerne må fravælge sine børn, uden det betyder det store for hans karakter eller historien. Det må kvinder ikke. (Som minimum skal de straffes benhårdt, hvis de gør det. Se evt. punkt 3).
10. Husk, at selvom du har skrevet en kvindekarakter på 50, så er det kun en fordel, når produceren vil caste en skuespiller på 29. Hvis det er en tv-serie, kan du jo så lave mange, mange sæsoner uden, at din kvindekarakter dør af alderdom. Og en kvinde kan altså fint have tre teenagebørn og være overlæge, selvom hun kun er 29. Det er ikke urealistisk. Hun kan have sprunget nogle klasser over.

Og sådan lyder manusfestet til og med punkt 40:

40. Husk, at der for mænd altid er en ny chance. For kvinder er det altid sidste chance.

Kultur som rammeforståelse

Selvom vi sidder i sofaen og suger den ene film efter den anden ind sammen med slik og kaffe, så er det selvfølgelig ikke ligegyldigt for os som forbrugere m/k, børn og voksne, hvordan karaktererne er beskrevet.

”Kultur er ligesom køn en rammeforståelse, vi hiver ned over individet,” siger kønsforsker Lea Skewes. ”Kultur spiller jo en rolle for rammen for, hvordan vores adfærd er, hvordan vi interagerer. Når kulturen dikterer noget om adfærd, og hvordan vi ser ud, så har det selvfølgelig indflydelse på, hvem vi bliver til, og hvordan vi tænker verden.”

Lea Skewes sammenligner kønsopfattelse med vores opfattelse af dansker-ikkedansker. ”Vi generaliserer. Altså, når du tilhører kvindekønnet, så må du repræsentere alle under den kategori, ligesom vi siger, nå, du er dansker, derfor må du nødvendigvis have de og de normer. Men det at være dansk, er jo ikke én ting. Man er dansk på mange forskellige måder. Det samme gælder for køn. Vi er jo kvinder og mænd på forskellige måder.”

Lea Skewes fortæller, at studier viser, at på trods af vores kulturelle forventning om, at kvinder har mere til fælles med andre kvinder, og mænd har mest tilfælles med mænd, så er der større spredning indenfor kvindegruppen, end der er imellem kvinder og mænd. Så begrebet mand og kvinde er en abstraktion, som vi fortæller os selv siger noget om virkeligeden. Vi handler på det som om, at det er fakta, og så skaber vi den virkelighed.

Og som filmanmelder Michael Bo har skrevet i Politiken, hvor han ærgrer sig over, at det er umuligt at få heteromænd til at gå i biografen og se homofilm: ”Den heteroseksuelle mand behøver aldrig at gå ud og fortolke virkeligheden; den er konciperet direkte til og over hans forståelsesmodel, opstået af hans kultur og selvopfattelse. På en måde må det være dejligt aldrig at skulle stille de spørgsmål, andre grupper af menneskeheden er nødt til …”

Kvinder er et tema

Skuespillerne Ditte Hansen og Louise Mieritz fik den virkelighed at føle, da de efter to sæsoner med den grænseoverskridende og sjove programserie ’Ditte&Louise’ fik at vide, at nu ville DR satse på et andet tema end kvinder. De havde arbejdet længe på en tredje sæson og var på vej i optagelse, da de modtog den officielle forklaring, at der ikke var seere nok til at fortsætte.

Det var til stor ærgrelse for mange. Men især det med kønnet var et nederlag for kvinderne Ditte Hansen og Louise Mieritz. ”Tænk, som kvindekøn at være et tema,” siger Louise Mieritz. Tænk, at ikke at tilhøre det naturlige køn.

Det ligeså sjove program ’Klovn’ er aldrig blevet kategoriseret som et mande-tema.

Vi er så vant til, at der er en mand i hovedrollen, at når kvinder entrer scenen i et skuespil, film, roman, musik eller på kunstudstillinger, så er der tale om kvindekunst. Det er så sjældent, at kvinder selv spiller hovedrollerne, at der også kommer kraftige reaktioner fra en del af publikum, når det endelig sker. Skuespillerne Ditte Hansen og Louise Mieritz fik at vide både i brevform og på de sociale medier, at de var for tykke og for klamme – alt for provokerende.

Jeg talte i øvrigt med Ditte og Louise i forbindelse med en dokumentarfilm, som jeg gerne ville producere over samme tema som denne bog. Jeg havde tidligere høstet høje seertal på DR om andre emner, så jeg tænkte, at jeg nok kunne få en chance for at filmatisere denne bog også. Den lå lige til højrebenet, tænkte jeg. Men det gjorde den langt fra. Chefen for DRK og DR2 mente, at jeg ville ramme udenom hans målgruppe, at det ikke passede til deres nuværende redaktionelle behov, og jeg ikke kunne bidrage med noget nyt.

En god kollega i det selvstændige TV- og dokumentarfilms-miljø havde det gode råd til mig, at jeg lavede vinklen om. Hun havde selv forsøgt at sælge et tema om ligestilling til DR og fik det først igennem, da hun kom op med ideen: Hvad kan kvinder lære af mænd?

Dødstrusler

At kvinder ikke hører til på de centrale scener, har Danmarks største Black Metal-kvinde, sangeren Amalie Bruun nemlig fået at føle på ekstrem vis. Hun har fået fem dødstrusler fra mænd, der mener, at black metal er forbeholdt mænd. Derfor går hun ifølge DR.DK aldrig på scenen uden våben.

Dødstruslerne har Amalie Bruun fået, siden hun lancerede sin første Myrkur-plade, og det har fået hendes amerikanske pladeselskab, Relapse Records, til at handle ved hjælp fra advokater og politi.

Truslerne får hende til at føle ubehag, men hun tager det alligevel roligt, siger hun til pressen. Og hun uddyber, at hun til sine koncerter også omgivet af mænd, der er klar til at hjælpe hende, hvis der skulle ske noget. Det er jo det. Uimodståelige mænd er i flertal.

Men de få kan gøre livet til små og store mareridt – og koste liv.

Kvinden som nicheproduktion

Kvinder i kunstens verden bliver som oftest betragtet som nicheproduktioner. Selv den succesfulde og internationalt anerkendte filminstruktør Susanne Bier oplever de særlige kanter for kvinder. Hun sagde for ikke så længe siden til filmbladet EKKO, at hun altid bliver sat i bås. Beskeden til hende er den samme: Hun instruerer arthouse-film og henvender sig til kvinder mellem 20 og 60 år. Susanne Bier har ellers instrueret film om både kærlighed og vold, politik og traumer. Men det er ligegyldigt, siger hun. ”De bliver altid kategoriseret på samme måde, fordi jeg er kvinde. Det ville man aldrig gøre med en mands film.”

Susanne Bier er træt af filmbranchens vanetænkning. Hvorfor skal størstedelen af film instrueres af mænd? Hvorfor kan en kvinde ikke få lov til at instruere en stor Blockbuster som Bond eller Batman? Hvorfor skal det være så svært at være kvinde i filmfaget, spørger hun: ”Min pointe er jo, at alle mine film bliver betragtet som arthouse. Det var det samme med filmen Den eneste ene, som blev set af knap en million danskere. Da den kom ud, fik jeg også at vide, at mit publikum var kvinder mellem 20 og 60 år … Den eneste ene havde for eksempel et meget bredere kommercielt liv, end distributørerne havde forestillet sig. Det er den vanetænkning, jeg stiller spørgsmål ved.” (EKKO 2016)

Skæve bryster

Især i filmbranchen tales der om Bechdel-testen – af kritikere kaldet den feministiske lakmusprøve.

Testen er opkaldt efter den amerikanske tegneserietegner, Alison Bechdel, der introducerede den i sin tegneseriestribe ’Dykes to Watch Out For’, hvor to kvinder diskuterer film, og den ene kvinde siger, at hun kun ser film, der har mindst to (navngivne) kvinder, der taler med hinanden, og de taler om andet end mænd.

Hermed var Bechdel-testen født. Langt under halvdelen af danske film består testen, ligesom langt under halvdelen af de nominerede til Årets Oscar kan bestå den test. Testen bliver dog kritiseret for ikke at give et hundrede procent retvisende billede.

I magasinet EKKO gengives en samtale imellem to kvinder i filmen Comeback:

”Nu skal du være helt ærlig, okay?” siger Emilie, en ung, topløs kvinde med lyserødt hår og skotskternet nederdel.

”Ja,” svarer Frederikke.

”Synes du, de er skæve?” spørger Emilie med hentydning til sine fodboldstore silikonebryster, som stadig bærer plastre efter kirurgens sting.

Den samtale er desværre nok til at bestå Bechdel-testen. Som en lille kuriositet understreger filmbladet EKKO selv måned efter måned, hvor stor en rolle mænd spiller i film ved med kun få undtagelser at have en mand på forsiden af bladet. Er det mon i virkeligheden et homoblad for mænd, spørger danske kvinder i filmbranchen, og mange af dem har for længst opsagt deres abonnement.

Far tager stegen

Men det er ikke kun i filmbranchen, mænd spiller hovedrollen. Når køkkenet bliver eksponeret og professionaliseret, rykker der en mand ind. Madkulturforsker Jonatan Leer, der senest er udkommet med bogen, Ma(d)skulinitet. Kønskamp i TV-køkkenet, beskriver han tv-køkkenet som rum for maskulin selvhævdelse.

Han fortæller, hvordan Aksel og Conrad i kokkeuniformer i 70ernes tv-køkken lavede så fin mad, at selv Jonathan Leers far så programmet. Hidtil havde madlavning i statsradiofonien drejet sig om kost- og ernæringsråd til travle husmødre.

Og sådan ser det stadig ud. Jonathan Leer anerkender, at mændene har smidt uniformerne. Det blev især tydeligt med kokken Jamie Oliver, hvis revolutionerende program hed The Naked Chef, hvor han tryller med drengerøve. Han tager hjem i sit eget køkken og har børn med, mens kvinder stadig er henvist til næringsrig hverdagsmad.

Jonatan Leer beklager, at tv-køkkenet ikke er blevet eksponent for et nyt mandeideal, hvilket kunne have været oplagt. Tværtimod. Tv-køkkenet er blevet et rum for maskulin selvhævdelse. Tv-kokken er kønsopdrageren. Også når den professionelle dessertkunstner Mette Blomsterberg i første omgang bliver præsenteret som professionel med uniform med eget navn på, og i sit eget professionelle køkken. Men der bliver kun vist få programmer med det professionelle udtryk. Herefter arbejder hun hjemme i sit eget køkken, hun har tilsyneladende sit eget private tøj på og har nogle gange piger med i køkkenet.

Kvindelige tv-kokke er bundet op på hjem og husmoderlig identitet, men mænd bliver præsenteret rundt omkring i verden som professionelle, konkurrencemindede og eventyrlystne.

Og i de professionelle køkkener er det også fortrinsvis mænd, der vinder Michelinstjernerne.

Kunsten at være lige

Også indenfor kunstverdenens malerier, tegninger, skulpturer, installationer etc. er det fortrinsvis mænd, der er udset som de store kunstnere. Færre end 20 procent af de aktuelle værker, som museerne indkøber, er udført af kvinder. Det på trods af, at der de seneste 50 år er kommet lige mange kvinder og mænd ud fra kunstakademierne.

I forbindelse med min research til min dokumentarfilm om ligestilling i bl.a. kunstverdenen skrev jeg til en af landets store kunstsamlere og spurgte, om han kunne hjælpe mig med navne på store kvindelige danske kunstnere. Han svarede: ”Det er ikke så let, der er ingen superstjerner. Men det er der vist i det hele taget ikke rigtig blandt kvindelige kunstnere. Det er mændene, der har positionerne over alle andre.”

Et af de bedste bud på, hvorfor der ikke er store kvindelige kunstnere, kommer også fra en kunstsamler. Han forklarer, at museernes indkøb i høj grad styres af galleriernes udstillinger. Gallerierne udstiller fortrinsvist det, som kunstsamlere vil investere i. Og kunstsamlere er fortrinsvis mænd. Og som kunstsamleren forklarer mig, så har han jo naturligt som mand flest mandevenner, og det er igennem venner, bekendte og kolleger, han opsøger og lærer ny kunst at kende. Så han ser simpelt hen flest værker udført af mænd. Derfor køber han flest værker af mænd. Og som en ring der sluttes, så kommer det indirekte til at styre museernes indkøb.

Og selv et stort museum kan jo tage fejl. Et kendt eksempel er, at Statens Museum for Kunst i tidernes morgen ikke købte værker af Pablo Picasso, fordi direktøren dengang vurderede, at det var dårlig kunst.

Et billede på tider og sæder

Jeg var for et par år siden inviteret til en rundvisning på en kunstnersammenslutnings fælles udstilling. Sammenslutningen har 45 medlemmer, 30 mænd og 15 kvinder. Hvert medlem havde fået en plads til at udstille sit eget kunstværk.

Under rundvisningen spurgte en fra publikum: ”Hvordan kan 45 kunstnere blive enige om, hvordan kunstværkerne skal placeres?”

Vores guide, der var en af de 45 kunstnere, svarede: ”Det har været et drama. Og jeg har lært, at man ikke skal undervurdere den midaldrende mands forfængelighed”.

Efterfølgende gik jeg alene rundt på udstillingen og kunne konstatere, at kunstværkerne udført af mænd generelt havde fået langt mere fremtrædende og synlige pladser end kvindernes kunstværker. Kun et enkelt af de seks udstillingsrum var domineret af kvinder.

Kunstbranchen er det ideelle sted, at studere kønnenes samspil, netop fordi branchen er uregerlig – kun den stærkeste kan overleve, hvilket betyder, at branchen i modsætning til filmens forløb står rent, og ikke bliver forstyrret af kvoter og aftaler.

Yderligere har kunstens udkomme, altså det folket bliver præsenteret for og beslutter er værdifuldt, indflydelse på, hvordan vi ser og opfatter vores samfund, livet omkring os og kønnene imellem – i dag og i fremtiden.

Som en af kunstnerne fra Kunstnersammenslutningen Grønningen siger: ”Når kunsthistorikere om 200 år kigger tilbage på vores tid, vil de undre sig over, at andelen af kvinder i kunstens verden i 2017 er minimal. På den måde bliver vi pga. vores køn ikke en del af eftertiden. Vi bliver fortsat overset i historien, som dem, der ikke var der og ingen indflydelse havde.”

Det er også begrundelsen fra Metropolitain Museum of Art i New York, da museet afviser at fjerne et kritiseret motiv af en ung i pige i en seksuelt udfordrende stilling. Ifølge pressechefen er det museets opgave at indsamle, studere og fremvise vigtig kunst på tværs af skiftende tider og sæder. ”Billedkunst er et af de betydeligste redskaber vi har til at reflektere over både vores nutid og fremtid.”

Det gør det så ikke sjovere at være kvindelig kunstner eller forbruger af kunst. For som kunstaktivistgruppen Guerilla Girls spurgte for år tilbage: ’Do women have to be naked to go into Metropolitain Museum of Arts?’

Gruppen har efterfølgende udstedt et lille manifest med en række fordele ved at være kvindelig kunstner. Et af punkterne er, at man som kvindelig kunstner bliver fri for succesens pres og et andet punkt hedder: Being reassured that whatever kind of art you make, it will be labeled feminine.

Fordi en kunstner, en kæmper, et forbillede og historien stadig er en mand i den gængse opfattelse. Og det er så irriterende, hvis især kvinder gør opmærksom på, at det er utidssvarende.

Men jeg vil nu alligevel gøre et forsøg!